Det hemmelige våben – kapitel 2.

Hvor vores unge hovedperson møder en nylig bekendt igen og hvor vi får introduceret hans bedste venner og deres nærmeste familie.

Den næste morgen blev Teven vækket af solens stråler, der allerede havde opvarmet det til noget nær kogepunktet. Hans tæppe var blevet svedigt klamt, så han smed det hurtigt på gulvet, hoppede ned fra sengen og åbnede vinduet. I det samme smækkede slyngplanten, der voksede udenfor, en gren i hovedet på ham, så han tumlede ind i Liljas dukkehus og faldt henover det.
Hendes seng var som sædvanlig allerede var tom, hun plejede uanset om det var weekend eller ej, at være stået op lang tid før Teven.
”Man kan lige så godt vænne sig til at stå tidligt op, så er man nemlig vant til det, når man begynder i skole”, prædikede hun gammelklogt, hvis Teven en gang imellem gjorde hende opmærksom på at man ikke behøvede at stå så tidligt op, når man ikke skulle lave andet end at gå derhjemme hos sin mor.
Da Teven havde sundet sig lidt efter slaget, rejste han sig og skiftede det svedige nattøj ud med bukser og en trøje, inden han gik over til spejlet for at sikre sig, at hans lyse skulderlange hår var lige så filtret som det skulle være. Derefter gik han ind i stuen, hvor resten af familien var samlet om spisebordet.
”Godmorgen” sagde Teven og satte sig til bordet.
Hans mor, der sad over for ham, rakte brødet over til Teven og sagde kærligt:
”Godmorgen, vores lille vidunderbarn. Har du sovet godt?”
”Ja, godmorgen Teven. Sover man ikke meget bedre, når man med god samvittighed kan gå i seng, og vide at man har gjort sit bedste?”. Teven far, som havde siddet godt gemt bag en enorm morgenavis, sænkede den og smilede bredt.
”Jo, tak. Jeg har skam sovet fint, også selvom det lille savværk der var på natarbejde”. Det sidste var henvendt til Lilja der sad ved siden af ham. Hun var travlt optaget af at skælde en af hendes mange tøjdukker ud, og derfor havde hun ikke haft tid til at sige godmorgen til ham. Tøjdukken havde åbenbart formastet sig til at tage en svømmetur i hendes havregrød, hvilket hun ikke fandt rimeligt, når hun netop havde forbudt den at gå længere ud end til knæene.
”Jeg snorker altså overhovedet ikke. Det er sengen der knirker, og dig og far og mor der snorker, og der er også en masse larm fra gaden, og fugle der synger, og det er i hvert fald ikke mig der snorker, og hvis jeg gør det, så er det ikke særligt højt.” Som altid når Lilja var ophidset eller forurettet, så væltede ordene ud af munden på hende som et uforståeligt vandfald.
”Nej Lilja. Vi ved godt du ikke snorker. Det var bare noget Teven sagde for sjov” sagde hans mor for at undgå at hun fik et af hendes mange raserianfald.
”Nåh! Mens så er det bare ærgerligt, at det ikke var særligt sjovt overhovedet. Jeg kan i hvert fald ikke se det sjove i det.” Lilja kiggede surt på Teven, så tog hun tøjdukken, hoppede ned fra stolen og kastede dukken op på skulderen som et jagtbytte, hvorefter hun marcherede ind på deres værelse og smækkede med døren.
Denne situation havde Teven efterhånden prøvet så tit, at han ikke blev urolig ved tanken om den skideballe, han om lidt ville få fra begge sine forældre. Men den kom aldrig, de smilte lidt til hinanden og fniste som to små piger.
”Hun er godt nok en hidsig lille unge, hun ligner mere og mere sin mor” sagde hans far og gemte sig afværgende bag morgenavisen, fordi han godt vidste hvad der ventede ham.
”Jeg er aldeles ikke hidsig”, grinte hans mor og forsøgte at lange ham en med tevarmeren, hvilket lykkedes så dårligt, at hun i stedet fik revet forsiden af avisen.
”Imponerende, Kalja. Hvis ikke dit hoved sad fast på dig, ville du ikke engang kunne give dig selv en lussing.” sagde hans far hoverende og henvendte sig til Teven:
”Og hvordan skal du weekenden, Teven? Hvad med at lave en lille studiegruppe sammen med Artin og Laria, så i kan opnå endnu bedre resultater til sommereksamen?”.
”Jeg havde godt nok tænkt mig at tage over og besøge tvillingerne, men det kan godt være, at vi venter til på mandag med at kaste os over terperiet. Jeg vil jo nødigt komme i en situation, hvor jeg bliver så god, at de andre i klassen mister selvtillid, fordi jeg får lagt et for højt niveau.”
”Vel talt min dreng. Det er rart at høre, at du selv i sejrens stund kan være så storsindet”. Hans far rejste sig op, som om han ville holde en tale for at hædre Teven. ”Teven! Du har kæmpet godt, og nu skal du høste som du har sået. Som tegn på din overlegenhed, kampånd samt ydmyghed……” Hans far holdt en kort pause, hvor han kiggede rundt på publikum, det vil sige Tevens mor. ”Skænker jeg dig……”, han holdt endnu en lille pause og indsatte en lille trompetlignende fanfare: ”Tatatara! Den gyldne opvaskebørste!” Han rakte hånden frem, som om han holdt en statuette i den, og gav den til Teven.
”Den gyldne opvaskebørste giver ret til, at forære en opvask efter eget valg væk til din sympatiske og ikke mindst fantastiske far. Eller til din mor hvis hun har lyst. Lad os give Teven en velfortjent hånd!” Tevens far klappede ivrigt og kiggede på Tevens mor for at få hende til at klappe med. Hun gav ham 3 knap så entusiastiske klap og kiggede på Teven.
”Skal du slet ikke have noget mad? Hvis du ikke spiser noget, ender du med at blive lige så vanvittig som din far.”
”Nej, jeg tror jeg løber risikoen. Men jeg kan jo lave en lille madpakke. Er det i orden, jeg først er hjemme ved spisetid kl. 18?”
”Det er fint! Så kan jeg få tid til at få indlagt din far, inden han går helt amok. Jeg tror ikke han kan klare så mange store begivenheder på en gang.”
Faderens bifald døde først hen da Teven forlod stuen og gik ud i køkkenet for at smøre madpakken.

Nede på gaden vrimlede det allerede med mennesker, selvom det var lørdag og klokken kun var 9. Det var sådan set også lidt tidligt at tage over til Artin og Laria, men han kunne ikke holde ud at være derhjemme, når hans forældre hele tiden mindede ham om eksamensbeviset. Det var først, da han havde indset, at han ville være nødt til at præstere et lige så godt resultat til de næste mange eksamener, at han var begyndt at blive plaget af dårlig samvittighed. De mange tidligere dårlige eksamener havde ellers, indtil i går aftes, gjort at han syntes det var i orden, hvis han bare en enkelt gang prøvede hvordan det modsatte ville være.
Teven gik til højre ud af døren, og igen til venstre da han nåede den første gade, der gik parallelt. Det førte ham op af den gade, der eftersigende skulle være den mest i hældende Milen Tuhran. I kvarteret talte man stadig om den gang, en lokal grønthandler havde mistet herredømmet over en vogn fyldt med varer. I gadernes rendestene, havde der flydt en ketchuplignende substans rundt i flere uger efter, og nogen påstod at nogle vandmeloner var fortsat helt ned til centrum hvor de var faldet i floden.
Lidt henne ad gaden passerede han et lille grønt område, hvor en ældre dame var ved at lufte hendes 5 små grå fårelignende hunde. En af dem stod og lettede ben op ad en lygtepæl, mens den uinteresseret modtog en skideballe fra damen.
”Prins Remon dog! Hvad skal det ligne med den opførelse? Har du nogen idé om, hvilke forfærdelige karakterer dommerne kan finde frem, hvis du gør sådan noget til vores næste konkurrence?”.
Nu genkendte Teven den ældre dame som hende, han dagen før havde mødt på stationen. Heldigvis havde hun ikke set, at han stod og overværede hendes diskussion med Prins Remon, så han skyndte sig at gå hurtigt videre, mens han lod som om, han meget interesseret betragtede tagvinduerne på den modsatte side af gaden.
Lige så snart den gamle dame ikke mere havde mulighed for at se Teven, satte han i løb. Det gjaldt om at komme væk, han var sikker på, at hun godt kunne finde på at tilkalde politiet, hvis hun genkendte ham.
Først da han var nået til den gade, han skulle dreje op ad, holdt han op med at løbe. Nu havde han i hvert fald fået varmen igen.

Artin og Larias opgang lå lidt nede af den næste gade. Det var i den del af byen, hvor nogle gadens træer var vokset helt sammen med de omkringliggende huse. Derfor stak der tre store krogede grene ud fra huset og næsten helt over til den anden side af gaden. For at få bare en lille smule lys ind i huset, var beboerne derfor nødsaget at bruge en god del af foråret og sommeren på at beskære grenene for blade. I år havde folk i Artin og Larias hus været meget uenige om, hvem der havde ansvaret, og derfor var det ikke blevet gjort siden sidste forår. Det havde Artin og Teven draget god nytte af; mellem de mange blade på træerne kunne de sidde og gemme sig, uden at man kunne se dem nede fra gaden. Det var blandt andet lykkedes dem, at få en vagabond til at tro at træet var levende, og at det talte til ham. Han havde endda godtroende vandet træet med øl, fordi det havde fortalt ham, at det var tørstigt.
Teven gik hen døren og hev i ringen ud for familien Hortils dørskilt, hvilket udløste en fjern ringelyd fra en klokke i opgangen. Efter lidt tids venten, hvor han overvejede at gå igen, var der endelig en stemme i tragten ved siden af dørskiltene:
”Hvad vil du? Hvem er det? Er du lægen?” Lød det stresset fra tragten.
”Hej Lopen. Det er bare mig Teven, Jeg skal bare besøge Artin og Laria.”
Nåh! Hej Teven. Jeg troede det var lægen”, stemmen som tilhørte Artin og Larias far, faldt lidt til ro.
”Jeg ved bare ikke, om det er så godt lige nu. Måske skulle du komme tilbage en anden dag” Der var lidt tavshed i tragten. ”Og dog, det kan være at Minia har brug for lidt ro, og så er det måske bedste at Artin og Laria får lidt andet at tænke på. Kom du bare ind alligevel”.
Der lød et klik fra dørlåsen, og Teven kunne åbne den. Mens han gik op ad trappen, undrede han sig over, hvad Lopen havde ment med, at de havde brug for noget andet at tænke på; og hvad det mon var, der krævede at Minia skulle have ro.

Da han kom op til lejligheden på tredje sal, stod døren åben og det eneste spor efter Lopen, var duften fra hans pibe, der stadig hang i luften; Teven genkendte den hurtigt som ferskentobak. Han tog sine sko af og kom fra entréen ind i køkkenet, og igennem det videre ind stuen, uden at han mødte familien Hortil. På spisebordet stod halvtomme glas og brødet lå på tallerknerne, og derfor Teven gættede på at noget eller nogen havde forstyrret dem i morgenmaden.
Så kaldte en stemme fra forældrenes soveværelse.
”Teven er det dig? Vi er på fars og mors værelse.”
Inde på soveværelset fandt han ganske rigtigt Laria, som havde kaldt på ham, sammen med Artin og deres far og mor, Lopen og Minia. Minia lå i sengen med højre ben bundet ind i gazebind, og at dømme efter hendes ansigtsudtryk, voldte benet hende en del smerter.
”Hej Teven. Tillykke med jeres flotte eksamensresultater” sagde Lopen og lagde armen om Artin.”
”Vi har desværre ikke haft så meget tid til at fejre det, Minia har det ikke så godt som du kan se.”
Teven kiggede på Minia der lå og knugede Larias hånd.
”Jamen, hvad er der sket med dig? Spurgte Teven hende.
Minia rettede sig med stort besvær lidt op i sengen, så hun bedre kunne se Teven, mens hun snakkede.
”I nat, var jeg som altid på arbejde inde i krigsministeriet, hvor jeg gør rent, som du nok ved. Så tog jeg et af de første morgentog hjem da jeg var færdig og da jeg så stod af oppe på Hevlen station, faldt jeg ned af trappen, fordi jeg trådte på en dåse hundemad der lå og flød.”
Hun lagde sig igen ned i sengen fordi det tydeligvis gjorde for ondt at sidde op.
”Det var desværre så tidligt på dagen at der ikke var nogen i nærheden som kunne hjælpe mig hjem. Så jeg måtte stjæle en kost på stationen og bruge den som stok hele vejen hjem. Desværre kunne jeg ikke gå så hurtigt, og derfor har det taget mig 3 timer at komme hjem”
Teven fik pludselig en klump i halsen, hvorefter han desperat prøvede at finde på forskellige forklaringer på, at der lå dåser med hundemad på stationen. Alle mulige forklaringer han kunne komme i tanke om, inkluderede desværre ham selv.
”Vi er ret sikre på, at hendes højre ben er brækket eller i hvert fald forstuvet” Lopen tog piben ud af mundvigen og fortsatte: ”og hvis det er det, så betyder i hvert fald at Minia ikke kan arbejde i de næste 3-4 uger.”
”Det er vel heller ikke noget problem. Krigsministeriet kan vel sagtens forstå, at du ikke kan arbejde med et brækket ben.” indvendte Teven.
”Problemet er bare, at jeg lige har været syg i en uge på grund af et maveonde, og for en måned tid siden gik jeg hjemme og plejede en halsbetændelse. Derfor sagde min chef til mig så sent som i går, at hvis jeg blev syg igen, så kunne jeg godt kigge mig om efter et andet arbejde.”
Laria som stadig stod og holdt sin mors hånd brød nu ind:
”Jeg forstår ikke, hvorfor han bare kan fyre dig sådan uden videre. ´Blev der ikke lavet en ansættelseskontrakt, da du i sin tid blev ansat.”
”Jo, men da jeg fik jobbet var der stor arbejdsløshed, så hvis man stillede store krav, så gav de bare jobbet til en af de mange andre der stod i kø”.
”Kan man ikke bare finde en som kan afløse dig på jobbet, indtil du er blevet rask igen?” foreslog Teven så.
”Nej, for de er så bange for, at fremmede landes spioner skal få sneget sig ind i krigsministeriet, at man skal have været igennem en masse forskellige sikkerhedstjek, før man kan få arbejde derinde. Det tog mig 3 uger at blive godkendt, fordi de først skulle udspørge vores familie, naboer og tidligere skolelærere om før de turde ansætte mig. Og så jeg endda kun rengøringsdamen.
”Far! Det kan da ikke passe, at vi bare skal give op og se på, mens mor bliver fyret!” næsten råbte Artin fortvivlet henvendt til Lopen.
”Kan du ikke overtage hendes arbejde indtil mor bliver rask igen? Krigsministeriet må da kunne forstå at hvis mor ikke er spion, så er du det nok heller ikke.”
”Så enkelt tror jeg desværre ikke det er. Som udgangspunkt skal nok regne med at krigsministeriet ikke engang stoler på Suverænen” sagde Lopen og kløede sig i fuldskægget inden han fortsatte:
”Og så skal du tænke på, at jeg altså har nattevagt på fabrikken hele denne her måned. Det nytter jo ikke noget hvis jeg bliver fyret fra mit arbejde, i bestræbelserne på at få mor til at beholde hendes, for så er vi jo lige vidt.”
Artin så lidt slukøret ud, og lignede en der indstillede sig på, at der ikke var noget at gøre.
Så lyste Laria op i et stort smil og slap Minias hånd, i noget der overraskende nok lignede begejstring.
”Hvad nu hvis vi Artin og jeg tager mors vagt, indtil hun er blevet rask?”
”Hvorfor skulle de dog godkende os, hvis de ikke godkender far?” Spurgte Artin undrende.
”Hvem siger, at de inde i krigsministeriet overhovedet behøver få at vide, at vi har overtaget mors arbejde? Mor, du har selv fortalt, at den eneste du møder om natten, er vagten der sidder og gemmer sig bag en rude i porten. Og ham er jeg sikker på at vi sagtens kan snige os forbi, hvis vi farver mit hår, så det bliver lige så rødt som mors. Og hvis jeg tager en lille pude på maven og et tørklæde på, så er jeg sikker på at ikke en sjæl vil opdage, at mor har været syg”
”Og hvordan har du så tænkt dig, at jeg skal komme med ind? Spurgte Artin.
”Jeg havde tænkt mig, at vi skulle gemme dig i mors rengøringsvogn. Så vidt jeg husker er der to store skraldespande indbygget i den, og du kan sagtens være i den ene af dem.”
”Jeg vil ikke have, at I skal løbe sådan en risiko for min skyld. Og hvad med skolen? Den kan I umuligt passe, samtidig med at I arbejder om natten. Nej, så vil jeg hellere fyres.” sagde Minia og så bestemt ud.
Lopen som havde lyttet interesseret modsagde hende:
”Minia, jeg ved godt at det kommer til at gå ud over deres skole, men vi har ikke så mange andre valg. Hvis du bliver fyret, så kan vi ikke betale huslejen alene med min løn. Den eneste måde vi så kan undgå at blive smidt ud på, det ville så være ved at finde et arbejde til Artin og Laria. Men så kan de alligevel ikke passe skolen. Jeg syntes vi skal lade dem gøre det, det er trods alt kun et par uger, det drejer sig om og med Artins gode resultater på det sidste, så kan han nok overkomme lidt træthed.”
”Mor, du skal bare skrive alle dine arbejdsrutiner ned, så kan vi sagtens rengøre et helt krigsministerium på en enkelt nat.”
Med stort besvær lykkedes det igen for Minia at rejse sig op igen.
”Okay, så siger vi det. Men det undrer mig, at I godt kan være oppe hele natten for at gøre rent, når man dårligt kan tvinge jer til at rydde op på jeres værelse.”
”Med sådan nogle børn kan man klare hvad som helst. Tak skal I have unger” sagde Lopen og ruskede Artin kærligt i hans pjuskede hår. ”Til gengæld skal jeg nok prøve at lave jeres lektier”
”Tror du ikke hellere, jeg skal gøre det, ellers vil det nok undre deres lærer, at deres standard er faldet så hurtigt” smilte Minia til Lopen og så en smule hoverende ud.

Lidt efter var lægen endelig kommet og havde givet Minia diagnosen: et brækket højre ben og tre forstuvede ribbensknogler. De blev enige om at give hende ro til at få lidt søvn, og sammen med Teven gik Artin og Laria ned i den nærliggende park, hvor de slog sig ned på en solbeskinnet bænk. Udsigten til at de skulle snige sig ind i Krigsministeriet, havde næsten fået tvillingerne til at glemme, at de for kort tid siden havde været dybt rystet af synet af deres mor, der var kommet næsten invalideret hjem.
Artin var allerede gået i gang med at foreslå en masse forskellige bankesignaler de skulle lære udenad for at advare hinanden:
”Vi skal aftale en masse hemmelige måder, vi kan give hinanden besked. Hvis jeg du nu hører, at der kommer en vagt, så skal du banke hurtigt to gange og derefter to gange langsomt, så jeg ved, at jeg skal gemme mig i rengøringsvognen.
En stor skyldfølelse havde hele tiden plaget Teven, og selv om han ikke havde tænkt sig at fortælle familien Hortil om hans andel i deres uheld, så følte han, at han på en eller anden måde måtte gøre det godt igen. Derfor var det den eneste udvej, at han spurgte:
”Laria? Tror du der kan klemmes en ned ved siden af Artin i rengøringsvognen? Mig for eksempel.”
”Teven!” udbrød Laria forbavset” Hvor skulle du dog tage med?”
”Fordi….” sagde Teven, og holdt en pause mens han prøvede på at finde en fornuftig grund til, at han skulle være med: ” hvis vi er tre til at gøre rent, så bliver vi hurtigere færdig, og dermed kan vi komme noget før hjem og putte under et varmt tæppe.” Teven vidste egentligt godt at det var et lidt tyndt grundlag, men han kunne ikke finde på noget bedre, hvis han samtidig skulle undlade at nævne, at det var hans skyld, at Minia ikke kunne arbejde.
”Jeg tror altså hverken at vores eller dine forældre, vil give dig lov til at hjælpe med os” svarede Minia.
”Nej, men jeg gør det alligevel og jeres forældre behøver ikke få noget at vide, og jeg kan sagtens snige mig ud om natten. Mine forældre sover som sten, og når Liljas snorken ikke kan vække dem, så er der intet der kan.” Teven holdt en lille pause: ”Og er det i ikke i nødens stund, man skal være der for sine venner?”
Lilja gav øjeblikkeligt Teven et varmt knus:
”Teven, selvom Artin og dig er nogle idioter, når I bryder ind på skolen for at kopiere eksamensprøverne, i stedet for bare at acceptere at I får de karakterer i fortjener, så kan jeg nu godt lide jer alligevel.”
”Og selvom du er nok så stor en idiot, så får du altså hverken kys eller knus af mig” sagde Artin, ”Men tak for det.”

Start