Det hemmelige våben – kapitel 4.

Hvor vi for første gang er i skole med vores unge helte. Og hvor en beklædningsgenstand viser sig at give historien en skæbnesvanger drejning.

Knap en time senere blev Teven vækket af sin mor, der stod og ruskede blidt i ham.
”Godmorgen Teven. Så kan du ikke udskyde det længere. Du skal op nu, hvis du skal nå at spise morgenmad, inden du skal i skole.”
Hun lænede sig ind over ham, og kiggede undersøgende på ham med lidt urolige øjne.
”Du ser ikke særligt frisk ud, jeg tror du skal til at gå lidt tidligere i seng. Det duer ikke med det natteroderi mere, nogen gange bliver den jo næsten 11, inden du er i seng. Lilja kom i seng klokken 8 i går og hun er frisk som en havørn. Hun har lige fortalt far, at hun ville ønske, vi andre stod op noget før, så hun kunne spise morgenmad ved en 6 tiden. Det er nemlig på den tid, hendes dukker står op, påstår hun.”
Mens Teven undertrykte sin lyst til at fortælle sin mor, at Liljas dukker nok heller ikke havde været på arbejde hele natten, rejste han sig fra sengen.
”Jeg kommer nu, jeg skal bare lige have noget andet tøj på.”
Hans mor duftede til det trøje han havde haft på om natten og som han havde sovet fordi han ikke havde gidet at tage tøjet af da han kom hjem.
”Jeg kan ikke forstå, at du ikke tager et tæppe over dig om natten, i stedet for at lægge dig til at sove med tøjet på.” Hun sniffede en enkelt gang: ”Men jeg skal godt nok love for, at dit tøj dufter af rengøringsmidler - ,som var du en vaskekone. Jeg må vist hellere bruge lidt mindre vaskepulver, næste gang jeg vasker dit tøj.”
Teven smilede lidt nervøst og skyndte sig at vende ryggen til hende for, at hun ikke skulle opdage noget. Han åbnede klædeskabet, tog fat i et tilfældigt stykke tøj, og lod han overvejede at tage det på, mens han, så roligt som han, kunne svarede:
”Ha! Så længe jeg kan undgå det, tror jeg ikke du skal regne med, at jeg har nogen kontakt med rengøringsmidler.” Han tog sin trøje af, mens han snakkede og stak ærmerne ind i den nye trøje.
”Nej, det er jeg skam godt klar over, men lad nu Liljas tøj være og kom ind og få noget morgenmad” sagde moren og forlod værelset.
Først nu opdagede Teven, at han stod foran Liljas klædeskab og var ved at stikke ærmerne i en af hendes blomstrede kjoler. Han havde også undret sig lidt over, at der pludselig var dukket en lyserød trøje op blandt hans tøj.
Han lagde den ind igen, lukkede skabet og kiggede i sit eget i stedet for. Mens han tog en blå ternet skjorte på overvejede han bekymret om hans mor havde opdaget at han havde været væk i nat, eller om det bare var et tilfælde. Det måtte være et tilfælde, kom han frem til og gik ind i stuen, mens han prøvede at lade som om intet var hændt.

Da han havde fået lidt morgenmad, pakkede han sin skoletaske og gik af sted. Selvom han godt kunne mærke, at natten kun havde budt på en times søvn, så følte han sig på nuværende tidspunkt frisk nok, og hvis det fortsatte sådan resten af dagen, skulle han vel nok kunne klare de næste par uger.
Men allerede i løbet af dagens første dobbelttime i geografi, opgav han at holde tal, på alle de gange hvor han lige havde lukket øjnene et par sekunder, indtil han med et sæt var vågnet igen, når hans hånd ikke kunne holde hovedet oppe mere. Lige så snart klokken ringede ud, skyndte han sig ud på gangen og ned til historielokalet, hvor de næste timers undervisning skulle foregå. Her kunne han lige nå at sove henslængt over bordet i et kvarter, før han blev vækket af resten af klassen, der kom ind anført læreren, den entusiastiske Kahn Olten. I starten af timen prøvede Teven at følge med opmærksomt og interesseret. Men lidt efter lidt faldt hans hoved forover, og lagde sig til rette på hans arme, der lå korslagt henover bordet. Han prøvede stadig at følge med, men til sidst overmandede søvnen ham.

”Teven! Vågn op”
Han vågnede med et sæt, da hr. Olten stoppede midt i en sætning, fordi han havde opdaget, at en af hans elever sad og sov.
”Teven! Jeg går ud fra, at når du føler du kan tillade dig at sidde og sove i en af mine timer, så må det være fordi, du allerede ved alt om Milen Tuhrans historie. Ikke sandt?”
Uden at tænke over det svarede Teven:
”Ja, selvfølgelig Hr. Olten.”
Hr. Olten skulede ud over klassen, og kiggede så på Teven med et ansigtsudtryk der afslørede, at han ikke var helt overbevist af Tevens svar:
”Udmærket min gode Teven. Kan du så svare mig på, hvorfor vores Suverænen d. 5 i sin tid gjorde den 10. april til en af de nationale sørgedage?
Faktisk var Teven ikke engang klar over, at d.10. april var national sørgedag, men han valgte klogt ikke at gøre opmærksom på dette.
”Vent lidt. Jeg har det lige på tungen.” Sagde han og kløede sig på hagen, mens han prøvede at vinde tid.
”Det er noget med at… Var det ikke fordi at… Jeg mener at det hang sammen med, at suverænen d. 5 han… Nej vent lidt! Det var fordi at…”
Hr. Olten gik ned mod Teven med armene lagt over kors:
”Ja, Teven, vi venter, vi venter. Men hvis du ikke snart svarer, så når det at blive den 10. april, inden du kommer i tanke om svaret”
Han kunne godt se, at han ikke ville komme i tanke om svaret, og da timen endnu manglede 35 minutter, var det ikke særligt realistisk, at han kunne holde Hr. Olten hen med snak. Der var ingen anden udvej, end at han måtte gætte sig frem og bare håbe på, han ramte rigtigt.
”Den 10. april er national sørgedag fordi…” Teven kiggede sig omkring i klassen, og håbede han kunne læse svaret i øjnene på en af hans klassekammerater; men forgæves:
”At det var den dag vores land blev uafhængigt af Athars land”
Teven syntes egentlig, at hans svar var ganske kvalificeret, men på Hr. Oltens mundbevægelser, kunne han med det samme se, at han havde gættet forkert. Først lukkede historielæreren øjnene og vendte tænksomt sit ansigt op mod loftet. Så sukkede han og vendte blikket mod Teven, og begyndte med en nedladende stemme irettesatte ham:
”Lille, lille dumme Teven! Den 10. april, er vores nationale sørgedag fordi Suverænen d. 5s mor gik bort samme dag og dermed efterlod et stort tomrum i vores alle sammens hjerter. Men den dag bruger du vel også på at sove?”
Hr. Olten lænede sig ind over bordet Teven sad ved.
”Heldigvis har jeg noget, som kan holde dig vågen på din vej op til skoleinspektørens kontor”
Teven var ikke sikker på hvad Hr. Olten mente, og derfor nåede han ikke at reagere, da Hr. Oltens højre hånd lynede gennem luften og anbragte en sviende lussing på Tevens kind.

Teven blev sendt ud af døren i retning mod skoleinspektørens kontor, med en øm kind og en besked fra Hr. Olten til inspektøren i hånden. Han var ikke klar over ordlyden i beskeden, men han kunne gætte sig til, at den nok handlede om, at han havde sovet i undervisningen, og derfor skulle afsone en eftersidning på kontoret. Egentlig frygtede Teven ikke eftersidningen, det var ikke ligefrem første gang det skete. Han var langt mere bange for, at inspektøren skulle finde på at kontakte hans forældre. I sig selv ville det være ærgerligt, fordi de lige for tiden var så begejstrede for ham ovenpå den gode forårseksamen. Men det værste ville være, hvis det betød, at de blev meget opmærksomme på, om han nu også fik nok søvn. Det ville gøre det meget sværere for ham, at snige sig ud om natten for at hjælpe Artin og Laria, og dem ville han under ingen omstændigheder svigte.

Han kom op på 3. salen og stod i den lille hall, hvorfra døre førte til de ansattes kontorer og til lærerværelset. Her oppe havde der været råd til lægge et mørkt mønstret gulvtæppe, og langs de mørkerøde vægge prydede buster af tidligere skoleinspektører eller skoleministre hallen. En duft af kaffe og piberøg fyldte rummet, det sidste mindede ham om Artin og Larias far Lopen, der altid røg en masse eksotisk pibetobak.
I den ene side af hallen var der på døren et skilt med påskriften skoleinspektør ”Hadyne Trull”. Med lidt mindre bogstaver stod der nedenunder: ”sekretær”. Han sukkede en gang, før han gik hen og åbnede døren.
På kontoret, som man skulle igennem for at komme ind til inspektørens private kontor, sad der normalt 2 sekretærer, men i dag var kun den ene af dem på arbejde.
Til højre for ham, sad en stor fyldig dame i starten af 60erne, iført en grøn blomstret kjole og tappede løs på en skrivemaskine. Da hun så der var besøg, kiggede hun op over papiret i skrivemaskinen, og fandt et af de helt store smil frem, da hun så Teven.
”Næh! Jeg får besøg, hvor hyggeligt. Det er så sjældent, de små puslinge kommer op til mig.”
Hun smilte nu endnu bredere, samtidig med at hun prustede tungt under besværlige arbejde med at holde sin krop inde på stolen.
”Hvad kan jeg hjælpe dig med? Du har vel forhåbentlig ikke slået dig? Hvis det er nødvendigt, skal Tante Alena nok puste på såret og kommer en forbinding på?”
Hendes smil blev endnu bredere og fik hjælp af en lille latter:
”Eller måske savnede du bare et kram? Men det kan Tante Alena skam også klare, jeg kan faktisk klare lidt af hvert.
Teven vidste godt, at ethvert besøg på inspektørens kontor betød, at man først skulle igennem sekretærernes nysgerrige spørgsmål, men han havde aldrig oplevet Alena Vulken alene, og det fik ham til nervøst at træde et skridt i modsat retning for hver sætning, hun sagde.
Alena pegede på en glaskrukke, der stod på kanten af skrivebordet: ”Vil du have et bolche. Jeg har altid nogen liggende klar til søde små elever som dig.”
Teven gispede nervøst efter vejret, og i et desperat forsøg på at forsvinde mellem ringbindene, klemte han sig op ind mod reolen der dækkede væggen.
”Du skal skam ikke være bange, lille ven. Tante Alena gør ikke noget som gør ondt.”
På vej ind i en lille sprække mellem to reoler, kom Teven til at tænke på, hvorfor han var så bange for Alena. Siden han var startet på skolen, havde ældre elever med jævne mellemrum fortalt historier om Alena. Selvom historierne varierede lidt fra gang til gang, så var et gennemgående træk i dem, at hun var enke efter en tidligere skoleinspektør og at de sammen havde bortført, mishandlet, myrdet og eftersigende endda spist elever, der var blevet sendt på kontoret. Men selvom inspektøren en dag pludselig var forsvundet sammen med et barn, så var der ingen beviser mod Alena, så hun havde fået lov til at blive på jobbet. De seneste par år var Teven godt nok begyndt at tvivle på sandfærdigheden i historierne. Men alligevel var der blandt eleverne i de små klasser, stadig mange som løb i skjul, hvis de så Alena komme gående ned af skolens gange. Ligeledes var der elever som, hvis de blev sendt på kontoret, brød grædende sammen og tiggede den pågældende lærer om nåde. Måske lå der stadig en lille tro på historierne gemt i Teven. På nuværende tidspunkt, var det i hvert fald som om hans krop troede på den, eftersom den var i færd med at bore sig længere ind i mellemrummet mellem reolerne.
Med stor stønnen og prusten, havde Alena i mellemtiden rejst sig fra hendes stol, og afskåret hans flugt ud af kontoret, således at den eneste vej førte mod skoleinspektørens kontor.
”Er det papir du har i hånden, monstro til mig?” spurgte Alena og bukkede sig ned mod Teven, så han kunne lugte til hendes stærke violduftende parfume. Hun var tydeligvis en af dens slags kvinder, der ikke kunne begrænse brugen af parfume.
”Nej” hostede han nervøst og knugede brevet fra Hr. Olten ind til sig.
”Det er til skoleinspektøren personligt.”
”Er det til inspektøren? Jamen, han er til møde lige nu.”
Alenas store rødsprængte øjne kiggede ned på ham, og hun så som om, hun var meget ked af det på Tevens vegne.
”Det er jeg godt nok ked af lille ven, men du kan da sidde her på mit kontor og vente på ham. Du må gerne få et bolche, mens du venter på ham. Jeg har et par billedbøger, du kan sidde og kigge i, mens du venter. Jeg har selv lavet dem, altså bolcherne, ikke billedbøgerne.” Det sidste syntes hun selv var umådeligt morsomt, og hun grinte med en høj lys latter, samtidig med at hun pegede på en stol lige ved siden af hendes skrivebord. Det var åbenbart den Teven kunne sidde og vente i.
Teven blev lidt fornærmet over, at hun antog ham for at være i den alder, hvor man læste billedbøger. Men det var nu først og fremmest, fordi han gerne ville undgå at skulle sidde ved siden af Alena, at han skyndte sig at snige sig bag om hende, da hun havde ryggen mod ham og front mod hendes skrivebord.
”Jeg tror bare, jeg sidder og venter ude i hallen, jeg vil jo nødigt forstyrre dig i dit arbejde” sagde han, lige så snart han var nået hen i døråbningen, hvor han var sikker på, at hun ikke kunne afskære ham vejen.

Tilbage i hallen sank han med lettelse sammen i en stol, mens han, næsten som var han forpustet, trak vejret dybt og hurtigt. Oven på dette ubehagelige møde med Alena Vulken, ville besøget på skoleinspektørens kontor ikke være nogen større prøvelse.
Da hans vejrtrækning var blevet normal igen, benyttede Teven muligheden for at gå rundt i hallen og kigge nærmere på de mange buster forestillende tidligere skoleinspektører. Specielt den nuværende inspektørs buste, hvor hans cykelstyrslignende overskæg var lavet, om muligt endnu større end i virkeligheden, optog ham. På en eller anden måde, var det som om øjnene fulgte ham rundt i hallen. Teven kunne ikke dy sig, og skulle til at pille næse på busten, da hans opmærksomhed faldt på et lille messingskilt, der var skruet fast på den tomme plads til højre for busten.
En isnende fornemmelse løb igennem hans krop, skiltet var præget med den korte tekst:
”Inspektør Landolf Vulken.”
Teven følte det som om, temperaturen i det samme øjeblik faldt til under frysepunktet. Ved skiltet måtte der have stået en buste af den tidligere skoleinspektør, og da han bar efternavnet Vulken, så måtte der jo være hold i historierne, om at Alena havde været gift med den ham. Og hvad værre var, det kunne betyde at historierne om dem også var sande. Men hvem havde fjernet busten?
Inden han nåede at gøre sig flere overvejelser omkring Alena og bustens fortid, blev han opmærksom på listende fodtrin bag ham. Teven blev rædselsslagen ved tanken om, at det kunne være Alena der ville konfrontere ham med, at han nu kendte til hendes gruopvækkende hemmelig, og endnu engang gik en isnende fornemmelse i gennem ham. Han turde først vænne sig om, da en brummende dyb mandestemme henvendte sig til ham, fra et sted en meter bag ham.
”Er det ikke den unge Teven, vi har her? Hvor heldigt! Jeg havde netop tænkt mig, at jeg skulle invitere dig på et lille møde nede på mit kontor.”
Stemmen, som han med samme genkendte, tilhørte skolens pedel Hr. Pren, og Teven vendte sig langsomt om mod ham.
Ganske rigtigt. Der stod den høje tynde mand iført sin sædvanlige grå kedeldragt og med hovedet på skrå kastede han et overlegent blik på Teven. Med det samme genkendte Teven det beregnende udtryk, som Hr. Pren også havde, når han fortalte hvor mange penge, han skulle have for at komme med den stige, der kunne bruges til at få en fodbold ned fra taget eller et træ.
”Ja, ser du. Jeg har opdaget en lille ting om dig, som jeg syntes er meget interessant.” Hr. Pren klappede på en brystlomme i kedeldragten, mens han smilede tilfredst med den højre halvdel af munden. ”Så jeg kunne egentlig godt tænke mig, at du, når middagspausen begynder om ikke så længe, kom ned og besøgte mig på mit kontor.”
Han smilte igen og løftede øjenbrynene. ”Eller måske udtrykker jeg mig forkert.” sagde han og blinkede med højre øje” Du skal komme ned på mit kontor!”.
Han klappede endnu engang på brystlommen, hvorefter han vendte rundt.
”Men vi ses om lidt, Teven.”
Teven fremstammede et ”Øh, ja vi ses” og kiggede efter Hr. Pren, der med hurtige listende skridt forsvandt hen mod trappen som førte ned til kælderen.

Han ventede endnu 10 minutter, før skoleinspektøren dukkede op i hallen forløb, og mødet med ham forløb næsten fuldstændigt, som Teven havde forventet. Først havde han læst brevet fra Hr. Olten. Derefter havde han givet Teven 2 kraftige lussinger og fortalt ham, at i dag, ville han slippe for en eftersidning, men hvis det skete igen, så ville han få 2 eftersidninger denne gang. Derefter havde inspektøren givet Teven endnu 3 lussinger og fortalt ham, at han håbede, at næste gang han så Teven, først var når han fik det endelige eksamensbevis og forlod skolen. I det øjeblik, han havde været ved at forlade hallen, var Hr. Makan dukket op, og da skoleinspektøren havde informeret ham om, hvad Teven lavede der, havde Teven indkasseret endnu 3 lussinger.
Det var en Teven med meget røde og ømme kinder, der kunne forlade hallen, i det øjeblik klokken ringede til middagspause.

Hr. Prens kontor lå for enden af en lang, kold og fugtig gang, som gik under gymnastiksalen i kælderen. I gangens loft hang dryppende metalrør på tværs, og mens Teven undrede sig over, hvordan pedellen kom under dem, prøvede han så vidt muligt at undgå at få dråber i hovedet. Han var ikke sikker på, at det alt sammen bare var vand, noget af det så meget gult ud.
På døren til kontoret stod med store ubehjælpeligt malede bogstaver:
Hr. Pren – Skolepedel.
Teven bankede forsigtigt på døren, og han kunne høre Hr. Prens brummende stemme bede ham komme ind. Men inden han nåede at tage i dørhåndtaget, blev døren åbnet for ham, og skolepedellen kom til syne i døråbningen.
”Du kommer for sent, Teven. Vi sidder og venter på dig.”
Han nåede ikke at overveje, hvem ’Vi’ var, før han så, at Artin sad og gabte i en slidt kontorstol ved skrivebordet. Teven gik forbi Hr. Pren og kom ind i kontoret, Artin så ud til at være lige så træt som ham.
”Sæt dig ned” sagde Hr. Pren og fandt endnu en slidt kontorstol frem til Teven.
”Ja, så er vi vist alle samlet” sagde han, og satte sig ned i den langt mere komfortable lænestol, på den anden side af skrivebordet.
”Jeg ved ikke, om I er klar over, hvorfor jeg har bedt jer deltage til dette lille uformelle møde her på mit kontor”. Igen smilte han sit specielle smil, der kun inkluderede den ene halvdel af munden. ”Men det forholder sig sådan, at jeg har fundet noget som tilhører dig Teven.” Han førte langsomt venstre hånden ned i hans brystlomme, mens han sikrede sig at både Artin og Teven så undrende på ham.
”For et par uger siden, var jeg en tidlig mandag morgen, inde og sætte et nyt vindue op på inspektørens kontor. Der ser jeg pludselig, at der til min store forundring, ligger en hue på inspektørens skrivebordsstol. Og det ved jeg, at der ikke gjorde, da jeg gik min sidste eftermiddagsrunde fredagen før. Da jeg så tager den op og kigger i foret, hvor jeg selvfølgelig forvente at finde Hr. Trulls initialer, ser jeg at der står et helt andet navn i.”
Hr. Pren hev nu en rød og blå strikhue op af brystlommen og betragtede den, mens han drejede den lidt rundt i hånden. Til sidste vendte han vrangen ud på den, og viste den til Artin og Teven.
”Og til min store overraskelse, Teven! Så står der dit navn i.”
Han kiggede næsten henrykt over mod Teven, der allerede havde genkendt huen, som han sidst havde set for et par uger siden, og som han indtil for et øjeblik siden, havde været overbevist om var blevet stjålet fra klassens garderobe.
”Jah, Teven. Af alle huer i Milen Tuhran, finder jeg din liggende på skoleinspektørens kontor.”
Hr. Pren foldede huen sammen som en bold, og knugede den i sine hænder, mens han kiggede ned på bordet.
”Den eneste mulighed jeg kunne komme frem til, var at du måtte have været inde på kontoret i løbet af den weekend. Men jeg kunne simpelthen ikke gætte hvorfor, så jeg valgte at gemme den hernede, indtil jeg fandt årsagen.” Han holdt en lille pause. ”Så skete der det, at jeg, i fredags på lærerværelset, overhørte en samtale mellem Hr. Makan og en anden lærer, angående forårseksamens resultater. Og på et tidspunkt kom de ind på, at I to, som ellers plejer at høre til de dårligste elever, havde givet nogle bemærkelsesværdige gode besvarelser i alle opgaver.”
Han lænede sig ind over bordet, og holdt huen indtil brystet bag hans krydsede arme.
”Det var så der, at jeg lagde to og to sammen og gættede sammenhængen. I løbet af weekenden er I simpelthen brudt ind på skoleinspektørens kontor, hvor I har skrevet alle opgaverne af, så I kunne forberede jer på svarene. Ganske smart, hvis man altså ikke er klog nok til at klare eksamen på hæderlig vis” sagde han, og lænede sig tilfredst tilbage i stolen: ”Men desværre er det også strafbart.”
Hr. Pren rystede på hovedet, mens han endnu engang betragtede huen, som han drejede rundt i sin venstre hånd.
”Ja, Teven. Uanset hvad, så skal du nok få din hue tilbage.” Han holdt en lille pause: ”Men det bliver ikke lige nu. Det bliver først, når vi har ordnet nogle ting. Det er nemlig sådan, at jeg har 2 tilbud til jer, hvoraf I selvfølgelig kun kan vælge det ene.” Han holdt huen som en elastik, og sigtede først på Artin, derefter på Teven.
”Det første tilbud går på, at Teven får sin hue tilbage lige nu, og at vi derefter følges op til inspektøren og fortæller om jeres lille indbrud.” Han holdt en lille pause for at se, om de reagerede på tilbuddet. Derefter hævede han stemmen og blev meget entusiastisk.:
”Det andet tilbud går ud på, at jeg mangler noget hjælp til at feje skolegården og til andre små opgaver. Og dem havde jeg tænkt mig, I skulle overtage til 3 Fohn om ugen”
”Får vi løn for det?” spurgte Artin forundret.
Hr. Pren kiggede overlegent på ham og grinte.
”Nej, da. I skal betale mig for det! I skal tænke på, at mens I går op hygger jeg med hver jeres kost, skal jeg gå rundt og anstrenge mig for at holde tæt om vores lille hemmelighed. Og det er skam aldrig billigt at købe sig til tavshed, kære venner!” Han kom huen tilbage i brystlommen og foldede hænderne bag hovedet.
”Hvilket tilbud tager I så imod? Jeg håber, jeg har solgt dem godt nok. Ellers så må I tænke på, at inspektøren nok bliver nødt til at involvere politiet, hvis han bliver bekendt med jeres lille besøg på hans kontor uden for lukketid.”
Artin og Teven kiggede desperat på hinanden et øjeblik, indtil Artin tog ordet:
”Vi har vist ikke så meget valg, end at acceptere det sidste tilbud. Men er det muligt, at vi kan vente med at begynde arbejdet til om to uger? Vi har ret mange lektier for tiden.
”Kære Artin. Det kan der selvfølgelig ikke være tale om. Jeg har meget brug for jeres hjælp, og jeg havde sådan set håbet, at I kunne begynde lige så snart denne skoledag er ovre.”
Artin så næsten grædefærdig ud og kiggede bare ned i bordet, mens Teven tænkte desperat i forsøget på at finde en udvej.
”Jamen, hvad nu, hvis vi starter i morgen?” spurgte Artin. Man kunne svagt spore en lille smule gråd i stemmen.
”Kære venner, min tid er meget kostbar, og mine storsindede tilbud står absolut ikke til forhandling. Jeg bliver nødt til at have et svar nu, jeg skal nemlig til møde med Hr. Trull efter middagspausen. Og jeg vil gerne vide, om jeg skal sætte endnu et punkt på dagsordenen.”
”Vi siger ja” sagde Teven og kiggede på Artin, der nikkede svagt med hovedet for at fortælle, at han var enig.
Hr. Pren så om muligt endnu mere tilfreds ud og rejste sig, mens han smilte over hele ansigtet.
”Alle tiders, det er en aftale! Så ses vi i gården kl. 14:30” sagde han og rakte hånden frem mod dem for at give dem hånden.
Både Teven og Artin lod som om de ikke så hånden, og rejste sig hurtigt for at vende ryggen til Hr. Pren. Han smilede stadig og vinkede til dem
”Tak for besøget, det var hyggeligt” grinte han hoverende, da Artin og Teven gik ud af døren, og Artin hviskede et næppe hørligt, men meget vrissent ”Selv tak, din usling!”

Turen igennem gangen fra Hr. Prens kontor og op af trappen, foregik uden at der blev sagt et ord mellem dem. Først da de var kommet op i den elevfyldte kantine, brød Teven deres stilhed.
”Det ser ikke så godt ud, hvad?”
”Ser ikke så godt ud? Det har aldrig nogensinde i mit liv set værre ud, jeg er fuldstændigt smadret i hele kroppen efter i nat. Du har slet ingen idé om hvor mange gange, jeg er faldet i søvn i en time i dag. Er du godt klar over, at det eneste jeg har tænkte på hele formiddagen, det er min seng, og hvordan jeg skulle kaste mig ned under tæppet? Og så kommer den forbandede lede slyngel, og afpresser os for både penge og vores arbejdskraft, så vi nødt feje gården hele eftermiddagen. Jeg har allermest lyst til at lægge mig ned på gulvet og tude som et lille barn i, håb om at der vil komme en voksen forbi, som tager mig op og trøster mig” Artins røde øjne røbede over for Teven, at det med at tude nok ikke var så langt fra sandheden.
”Og hvordan skal vi skaffe 3 Fohn hver uge? Det er hvad jeg får om måneden i lommepenge.”
”Jeg indrømmer at det ser sort ud, men det hjælper altså ikke at vi bare giver op” Sagde Teven og dæmpede stemmen, da to yngre elever gik forbi det afsides hjørne af kantinen, de stod i. ”Vi havde jo ikke andet valgt, end at gå ind på hans såkaldte tilbud, ellers ville vi for alvor komme i problemer. Forestil dig hvordan vores forældre vil reagere, hvis de finder ud af, at vi har snydt med eksamen. Jeg er sikker på, at vi, når vi er færdige med at arbejde i Krigsministeriet om et par uger, kan tænke mere klart og finde på en løsning på vores lille pedelproblem.”
Selvom Teven ikke i sin vildeste fantasi kunne forestille sig en løsning, så var det som om Artins ansigt alligevel lyste en smule op ved tanken om det.
”Det hele ser bare lidt håbløst ud lige nu, men du har jo nok ret. ” sagde han: ” Skal vi ikke få noget mad inden middagspausen er ovre. Ellers er det da helt sikkert, at jeg kollapser af mangel på energi inden dagen er omme.”

Timerne indtil klokken halv 3, forløb som de forrige timer med at Teven desperat prøvede at holde sig vågen. Da han stod sammen med Artin i skolegårdens friske luft og ventede på Hr. Pren livede han for en stund op. Men så ankom pedellen med en kost i hver hånd.
”Hej drenge. Jeg skal videre igen med det samme, så det glæder mig, at I for en gangs skyld er kommet til tiden. Derfor skal jeg også gøre det så kort så mulig. Kostene er her, og gården er der.” sagde han og pegede demonstrativt: ”Jeg regner med, at I godt kan finde ud af, hvad I så skal. Jeg kommer tilbage om en times tid, og ser om I har gjort det godt nok” Han pegede på Artin med den ene kost: ”Og I kan lige så godt gøre det ordentligt første gang, for hvis jeg ser, det ikke er godt nok, får I lov til at gøre det en gang til.”
Han gav Teven og Artin en kost hver og skulle lige til at forlade dem, da han vendte sig om igen.
”Nu må vi endelig ikke glemme pengene. Jeg kan heldigvis vente med at få dem til på torsdag, som er næste gang I skal hjælpe mig. Der er nogle borde og stole, som jeg skal have båret fra kælderen og op på loftet. Det var 4 Fohn om ugen, vi blev enige om, ikke sandt?” Han og stirrede truende på dem for ikke at lade nogen tvivl om, at de ikke skulle diskutere dette.
”Godt. God arbejdslyst” sagde Hr. Pren, da han vendte ryggen til dem og gik mod skolens hovedindgang.

Start