Det hemmelige våben – kapitel 3.

Hvori vores unge hovedpersoner viser deres rengøringsekspertise, og vi møder en af deres bekendte, der er selvstændig erhvervsdrivende.

I løbet af søndagen havde Teven sørget for at få sig en god lang lur på sofaen, så da han omkring midnat sneg sig ud af lejligheden, var han endnu ikke ramt af træthed, og som han havde forudset, så vågnede hverken Lilja eller hans far og mor. For en sikkerheds skyld sørgede han for at arrangere nogle puder under tæppet, så det ved et hurtigt kig, godt kunne se ud, som om der stadig lå en 13årig dreng og sov skønhedssøvn i hans seng. Han turde ikke tænde lys, hverken på deres værelse eller i stuen, så han måtte hele vejen ud, famle sig forsigtigt frem i mørket, mens han håbede på, at hans forældre ikke havde flyttet om på møblerne, efter han var gået i seng.
Månen havde gemt sig bag et tykt skydække, da Teven kom ud af trappeopgangen, og i mørket gik der lidt, inden han fandt ud af at bylten på bænken, lidt nede af gaden var en sovende vagabond. Udover vagabonden lå gaden fuldstændig mennesketom, så med en frisk og en lille smule kold forårsvind blæsende i ryggen, gik han op ad gaden mod højbanestationen, hvor det var aftalt at han skulle mødes med Artin og Laria. Selvom han godt vidste, at det var meget usandsynligt, så frygtede han alligevel, at han skulle møde en han kendte på vejen. Det ville blive ret svært at give en fornuftig forklaring på, hvorfor han var ude på dette tidspunkt.
Vejen op til Hevlen Station bød da også kun på et enkelt møde. Da Teven skulle til at gå om et hjørne, hørte han at lyden fra hestesko der slog mod brosten. På stedet vendte han sig om og sprang ind i den nærmeste opgang og tog i håndtaget. Døren var låst, så i stedet for, måtte han klemme sig helt op mod den og forsøge at gøre sig så lille så mulig. Han nåede lige at trække hovedet til sig, da det første hestehoved blev synligt i den tværgående gade. Hesten var i ført en slags blå hue og blåt seletøj, og Teven fik en klump i halsen, da han genkendte den som en politihest. Han turde dårligt trække vejret i den tid der gik, indtil betjenten var forsvundet videre ned af den tværliggende gade, og han kunne være helt sikker på, at betjenten ikke ville ride ned forbi døråbningen, Teven gemte sig i. Han vovede sig ned til hjørnet af de to gader, og kiggede forsigtigt ned af gaden, hvor han kunne se ryggen af hesten og betjenten.
Så gik det op for ham, at han faktisk ikke havde haft nogen som helst grund til at være bange for at møde en politibetjent. Indtil videre havde han ikke gjort noget, der var ulovligt; det føltes bare så forkert at være ude så sent på aftenen, uden at hans forældre vidste det.
Mens han indvendigt grinte lidt af sig selv ved tanken om, hvordan han som en anden kriminel på flugt, havde gemt sig for en betjent på patrulje, løb han resten af vejen op til stationen. På vej over pladsen foran stationen, kunne han se på det store ur over indgangen, at han kom hele 2 minutter for tidligt. Inde i forhallen var bolchedamens bod pakket væk, og det eneste der fyldte rummet var bænkene langs væggen. Med undtagelse af en enkelt bænk, der var optaget af et ægtepar, var de dog alle sammen tomme, så han satte sig ned i den længst væk og ventede.
Minuttet efter gik forhallens døre op igen, og ind kom Artin som så ud til at være i et strålende humør. Han gik direkte over mod Teven.
”Godaften Teven. Er du frisk og klar til at betræde de bonede gulve, som vi skal skabe i løbet af natten?”
”Joehhhh.” Teven trak lidt på sine skuldre, ”det er jeg vel. Hvad har du gjort af Laria?”
”Hun kommer lige der” sagde Artin og pegede mod dørene: ”Hun mødte en gammel bekendt på vejen.”
Ganske rigtigt så gik dørene op igen, og Laria, med rødt farvet hår og et tørklæde over, kom ind, mens hun snakkede med en høj tynd og ranglet dreng, med det største krøllede hår, Teven nogensinde havde set. Teven kiggede lidt skævt på ham, indtil han genkendte ham som Halliver Craihn, en et år ældre dreng, som havde boet lidt længere nede af tvillingernes gade.
”Hej Teven” sagde Laria og Halliver næsten i kor, og Halliver fortsatte: ”Det er godt nok længe siden, jeg sidst så dig, du var vel ikke større end tobak for en skilling”. For at illustrere holdt han storsmilende sin hånd fladt ud foran sin navle og grinte: ”Ja, jeg var selvfølgelig heller ikke meget større selv”.
Artin, som virkede lidt utålmodig, brød ind: ”Skal vi ikke udskyde det store ’Ih hvor er det længe siden’ -møde til vi sidder i toget” og så hviskede han, så ægteparret på bænken ikke hørte resten: ”Ja, krigsministeriet rengører jo ikke sig selv, vel?”.
Efter at Teven havde brugt lidt tid på at forsikre dem om. at elevatorerne ikke virkede, gik de op ad trappen til perronen, som de var oppe på i samme tid, som deres tog ankom til stationen.

I den tomme kupé i nattoget, kunne de snakke mere frit og Teven skyndte sig at spørge, om hvorfor Halliver var med.
”Vi mødte ham bare tilfældigt på vej til stationen, og så fortalte jeg ham om mors uheld, og om hvor flinkt det er af dig, at du gider hjælpe med.”
”Men skal du så også være med til at gøre rent?” spurgte Teven småirriteret henvendt til Halliver. Han ville foretrække, at det kun var ham der hjalp tvillingerne. Når det nu indirekte var hans skyld, at de var nødt til at udføre arbejdet.
”Nej, selvom jeg er en troldmand til at styre en gulvskrubbe, så må i klare jer uden mig. Jeg har desværre en uopsættelig aftale med en kollega inde på centralbanegården. Han havde en god høst i går og, jeg hjælper ham med at afhænde den til de rigtige mennesker. I ved hvordan det er, når man er en travl forretningsmand, der er hele tiden sager der skal ordnes, hvis det skal løbe rundt.”
”Halliver, er du stadig i samme branche som sidst vi mødtes?”, brød Artin ind med en bidsk tone, der gav Teven en fornemmelse af, at Artin ikke var så begejstret, for det arbejde Halliver udførte.
Enten var Halliver ligeglad med Artins knap så positive indstilling til hans arbejde, eller også overhørte han tonen i spørgsmålet:
”Artin, Artin, Artin min ven” sagde Halliver og klappede Artin på skulderen: ”Man skal gøre det, man er bedst til, ikke sandt? Og nu har jeg tilfældigvis hurtige fingre og lige så hurtige ben, så det ville være fjollet af mig, hvis jeg ikke benyttede mig af dette.
”Med de kvalifikationer kunne du da også være avis- eller bybud, hvis du ville.” sagde Artin mens han fastholdte den bidske tone.
”Kæreste Artin. Nu må du ikke glemme, at jeg blev taget ud af skolen efter 5 klasse, fordi mine forældre ikke havde råd til at lade mig fortsætte, da det begyndte at koste penge. Og så må du tænke på, at jo flere penge jeg kan tjene hjem til mine forældre, jo længere skolegang har de råd til at betale for til mine 6 mindre søskende.”
Halliver virkede som om, han var ved at blive lidt irriteret og skulede til Artin:
”Det er jo heller ikke fordi, det I skal lave i aften er helt lovligt. Og desuden skal du bare være glad for at dine forældre, i modsætning til visse andres, stadig har deres job.”
Artins ansigtsudtryk var langsomt skiftet fra sur til flov, han kiggede ned i jorden og svarede:
”Det ved jeg godt, jeg kan bare ikke forstå at du ikke kan finde et ordentligt job, jeg er sikker på du sagtens kunne blive bybud eller noget i den retning.”
I det samme rejste Laria sig:
”Uanset hvad du skal ind og lave i byen, Halliver, så må du passe godt på dig selv, vi skal skifte ved næste station.”
”Tak skal du have, kære Laria. Og god fornøjelse til jer alle sammen med krigsministeriet, man kan jo næsten blive misundelig over, at I får lov til at se det indefra.
De sagde farvel til Halliver og gik ud i mellemgangen for at vente på at toget skulle køre til perron.

Mens de sad i det nye tog, måtte Teven selvfølgelig spørge Artin om, hvad det var for en branche Halliver var i.
”Halliver, han er lommetyv i højbanen. Ja, og på alle mulige andre steder hvor der er mange mennesker. Jeg går ud fra, at den person, han skal mødes med inde på Centralbanegården, er en fra hans bande, som han skal dele noget bytte med.
Artin virkede stadig lidt flov over diskussionen med Halliver:
”Hans far blev fyret fra sit arbejde for 3 år siden, og han har ikke kunnet få et nyt arbejde, så da skoleministeriet begyndte at kræve skolepenge, hvis man skulle fortsætte efter 5. klasse, blev hans forældre nødt til at tage ham ud af skolen. Og han kunne ikke få noget arbejde nogen steder, fordi han engang var blevet taget for noget butikstyveri inde i byen. Så det er ikke, fordi jeg ikke kan forstå, at han er nødt til at stjæle, det er bare lidt sørgeligt at tænke på, at han nok kommer til at tilbringe resten af sit liv som tyv, og eller måske i et fængsel hvis han er uheldig.”
”På den anden side, så kan man ikke lade være med at beundre ham, at han forærer de fleste af pengene til hans forældre, fordi han håber på, at det kan være nok til, at hans små søskende kan fortsætte i skolen” indskød Laria.
Resten af togturen foregik i stilhed. Tvillingerne lod til at være lidt rystet ved tanken om, at det snart kunne være dem, der skulle ud og arbejde, hvis det ikke lykkedes dem at holde fast på moderens arbejde, så Teven valgte at lade dem sidde i fred. Han betragtede byen som lå badet i nattens mørke, der kun blev afbrudt af gadelamper og enkle oplyste vinduer. Ude i midten af floden Eleder, lå Suverænens slot og virkede endnu mægtigere end om dagen, fordi den som den eneste bygning kunne genkendes om natten, når de store slebne marmorsten gav genskin fra lamperne i parken rundt om slottet.
Længere mod vest og lige ud til Eleder, i den del af byen som toget var på vej mod, kunne han svagt øjne silhuetterne fra en stor trekantet bygning, Krigsministeriet. Ved synet af bygningen, løb det koldt ned ad ryggen på Teven. Det var begyndt at gå op for ham, at det nok ikke var helt ufarligt, at snige sig ind i bygningen. Og de skulle måske endda gøre det hver nat i flere uger. Han havde egentlig ikke overvejet, at det kunne gå galt på rigtigt mange måder. De kunne selvfølgelig blive pågrebet, hvilket ville være slemt nok, men de kunne også risikere, at vagterne åbnede ild, hvis de troede, at de var spioner. Jo mere han tænkte over farerne, jo mere undrede det ham også, at Artin og Larias forældre havde givet dem lov til at gøre arbejdet; de måtte da være klar over farerne.

Tevens bekymringer blev afbrudt af Laria.
”Så er vi fremme ved vores endestation, drenge. Det er sidste mulighed for at tisse i bukserne af skræk, inden at vi selv skal tørre det op.”
Sammen med Artin smågrinte han lidt af Larias tåbelige bemærkning, og fordi Laria var så afslappet, blev han selv lidt mere rolig.
Vejen fra stationen og ned til krigsministeriet, var endnu en af de mange stærkt hældende gader, som Milen Tuhran var så rig på. Fra stationen kunne man kun svagt skelne den store sorte bygning fra nattehimlen, som den truende lå og vogtede byens indsejling.
Først da de nåede helt ned til den vej, der gik parallelt med voldgraven rundt om krigsministeriet, gik det op for Teven hvor kolossalt stor bygning var. Efter hvad han kunne bedømme, så måtte den i hvert fald være 15, måske 20 meter høj, og omkring 300 meter lang i hver af dens tre sider. Og oven i det, skulle der eftersigende også være en masse hemmelige kældre og gange der førte til ud Suverænens slot og under floden. Murene var af sorte sten, og der var kun gjort plads til vinduer helt oppe i toppen. Der var dog ikke lys i nogen af dem, og havde det ikke været fordi, man kunne se ind af porten, som vindebroen førte over til, og derfra videre ind til gårdspladsen, så kunne man godt tro, at hele bygningen var en stor massiv sten
”Vi skal om i gården til denne her bygning, så vi skal nok ind af porten her” Laria pegede på en 4 etagers bygning, som lå på hjørnet af vejen til vindebroen og vejen der fulgte vindebroen.
”Hvad ligger der i gården?” spurgte Artin.
”Denne her bygning er også en del af Krigsministeriet. Da de til sidst ikke kunne udvide mere inden for murene, begyndte de at købe husene udenfor. I gården bagved ligger garagen hvor rengøringsvognene er opstillet”
Gården de kom ind i, var oplyst af en enkelt svag lampe. Bagerst i gården lå en lav træbygning med en stor lukket port. De gik om til siden af bygningen og stoppede. Laria fandt nogle nøgler frem fra hendes taske og begyndt at rode med låsen i døren, der først efter lidt tid gik den op, så de kunne liste indenfor i garagen.
”I skal være meget stille. Selvom vi med vilje kommer for sent, fordi vi skal undgå at møde nogen af mors kollegaer, så ved man aldrig om, en af dem stadig er her. Det kan jo være, at der andre som også er sent på den” hviskede Laria og lyste rundt med den medbragte olielampe.
”Kan I ikke prøve at finde den rengøringsvogn der står mors navn på, så går jeg lige ud i omklædningsrummet og tager hendes tøj på.”
Efter at Artin havde stået et stykke tid og fumlet i halvmørket, fandt han endelig lyskontakten, og en enkelt pære i midten af loftet blev tændt. Tre rengøringsvogne som stod parkeret i den ene side af garagen kom til syne. Teven blev forbavset over at se, at rengøringsvognene ikke som han havde forestillet sig, var en slags trillebør man skubbede foran sig, men derimod nogle store røde skrumler på størrelse med en hestevogn. At dømme efter de store stempler der førte ned til forhjulet, så måtte de være dampdrevne.
”Min mor mente, at hendes holder ved siden af den, de bruger som reservedelslager, så mon ikke det er denne her?” Artin gik hen bagved den midterste maskine, og op på en lille platform man kunne stå på, når man kørte den.
”Minia Hortil, står der her, så det må være den. Nu bliver det spændende, om vi kan få den til at virke, det er vist denne her, man starten den på, når man har tændt kedlen.” Artin kiggede på Teven: ”Ifølge min far, så fungerer rengøringsvognene som små damptog. Når først, man har fyldt kul på, og vandet i den koger, så tøffer den lige så stille af sted, og så er det bare at trykke på de rigtige knapper. Se, denne her skal bruges når man skal bone gulvet”, Artin trykkede på en grøn knap: ”Og denne her er til at starte støvsugeren”
Teven gik om ved siden af Artin og kiggede beundrende på de mange knapper:
”Men, hvis denne her maskine både kan støvsuge og vaske gulv, så ville en af os jo kunne klare det alene.”
”Nej” svarede Artin: ”Det er nemlig masser af små kontorer hvor maskinen ikke kan komme frem, og der er vi nødt til at gøre det på den gode gamle måde med kost og spand. Men hvis en af os tager de store gange og salen, og de to andre tager alle stederne hvor maskinen ikke kan være, så skal vi nok blive hurtigt færdige. Jeg håber på, at vi kan gøre det på 3 timer, også selvom mor plejer at være mindst 6 timer om det.”
”Så! Små drenge, nu skal i lade min maskine være i fred. Vi skulle nødigt have, at I ødelagde noget”, Larias stemme afbrød dem, og de vendte sig mod hende. Og så grinte de.
Laria havde et blåt tørklæde til at dække hendes røde, nyligt farvede hår, og over hendes skuldre hang et grønt hæklet sjal. Et laset rødt og ternet forklæde hang udenpå den beskidte hvide og blå kjole, som slæbte hen ad gulvet, fordi den var en smule for lang. Og for at gøre illusionen om at hun skulle være rengøringskone perfekt, havde hun et par slidte træsko på.
”Flot kjole, søster, du har faktisk aldrig været smukkere. Spørgsmålet er om ikke du allerede har fundet din bryllupskjole. Jeg kan i hvert fald ikke komme i tanke om en eneste prins på en hvid hest, der ikke ville blive ellevild ved synet af dig”.
Larias ansigtsudtryk blev aggressivt:
”Hvis du har lyst, må du da gerne få lov til at klæde dig ud i stedet for. Så kan du ved samme lejlighed være den, der får lov til at løbe al risikoen, og den der skal have is i maven, når vi skal snige os forbi portvagten”
Det lod ikke til at passe Artin særligt godt.
”Nåh! Så det er dig der løber risikoen? Jeg tror nu nok, vi løber en lige så stor risiko som dig. Ja, og måske endda endnu større, fordi vi ikke er forklædt og kan identificere os med mors legitimationskort. Men Jeg skal ikke stoppe dig, hvis du gerne vil bytte, og være den der skal gemme sig i en skraldespand.”
I et forsøg på at stoppe diskussionen brød Teven ind.
”Skal vi ikke se at komme i gang, så kan I diskutere videre, når vi er færdige. Jeg vil også snart gerne se maskinen her i aktion” sagde han og klappede rengøringsvognen på toppen.
”Du har ret Teven. Undskyld! Jeg er bare nervøs, og så føler jeg mig ærligt talt rent åndssvag i det her tøj, så jeg har bare ikke behov for at blive gjort til grin lige nu.” svarede Laria, og så ud som om hun kunne begynde at græde.
”Selv undskyld, søster. Jeg er selv lige så nervøs som dig, så jeg er måske også lidt pirrelig i dag.
Der var et øjebliks stilhed så sagde Teven:
”Er der en, der vil vise mig, hvordan man starter det her monster? Jeg vil også gerne have anvist mit gemmested ved samme lejlighed.
Laria gik hen mod ham og pegede mod fronten af maskinen.
”Ja, lad os komme i gang med det samme. Foran på maskine er der to store skraldesække, en sort til makuleret papir og en grøn til alt det andet affald. I må selv bestemme hvem af jer, der skal makuleres. Maskinen må først tændes, når man har hældt lidt kul på heromme bagved”, så gik hun om til platformen og åbnede en luge. ”Derefter tænder man den og sørger for at hælde vand på kedlen, og når så vandet koger, så den klar til at køre, når man hiver i det her håndtag.” Hun holdt fast om en håndtag, og viste at det kunne hives tilbage: ” Resten af dens funktioner skal jeg nok vise jer derinde, efterhånden som vi skal bruge det”.
”Godt” sagde Artin: ”Teven, min ven. Du ligner en, der godt kunne trænge til en makulering, af det lange hår du render rundt og vifter med, så du tager den grønne pose.”
”Fint med mig, men det var nu omvendt.” svarede Teven og glædede sig over, at humøret igen var højt.

10 Minutter senere var maskinen tøffende gået i gang, og de krøb ned i hver deres skraldepose, mens Laria gik hen og åbnede porten. Teven sad i en stilling, der var alt andet end behagelig; sammenkrøbet i posen med benene trukket helt op under hovedet. Og da skralderummet oven i købet var placeret næsten lige op af vognens kedel, var det samtidigt uudholdeligt varmt og svært at trække vejret. Det blev endnu værre, da først Laria begyndte at køre med rengøringsvognen, for da begyndte det hele at ryste, og han blev skubbet ind mod de hårde metalsider, der var rundt om ham. I starten kunne han høre et par ømme udbrud fra Artin, der lå i rummet ved siden af ham, men da de først kom op i fart, tiede han heldigvis stille, så det ikke kunne afsløre dem.
Da de havde kørt et par minutter, holdt vognen igen, og Teven troede de var nået ind i krigsministeriet, men da det aftalte bankesignal ikke kom, så turde han endnu ikke rejse sig op, for at kravle ud af skraldeposen. Han kunne høre to der snakkede, og han genkendte den ene stemme som Larias. Desværre kunne han ikke høre hvad samtalen handlede om, men han frygtede det værste, og ventede hvert øjeblik at låget over ham blev åbnet, og at han ville kigge op i løbet på portvagtens tjenestepistol.
Men intet skete, og kort efter satte vognen i gang og bumpede videre, mens Teven igen kunne ligge i skraldeposen og prøve at undgå at slå sig på siderne. Kort efter stoppede vognen igen, og han kunne høre en dør blive åbnet. Da vognen kørte videre, stoppede den samtidig med at ryste, og han gættede på, at de nu måtte være kommet over gårdspladsen med alle dens ujævne brosten, og at det meget glattere underlag var trægulvet inde i selve krigsministeriet.
Efter at have kørt videre i et par minutter ,gjorde maskinen holdt igen og kort efter lød der 2 bløde og 2 hårde slag på låget, som tegn på at Artin og Teven godt kunne forlade de ukomfortable skraldeposer.
Med meget besvær kom Teven op af skraldeposen og kravlede ned fra vognen, og da han prøvede at gå, kunne han for alvor mærke hvor radbrækket, han var i hele kroppen. Han kiggede ned af den lange hvide gang, som de stod i enden af. På begge sider var der vel omkring 10 døre, som Teven gættede på, førte ind til de kontorer, de skulle rengøre. Det ville sige, at der var omkring 20 på hver etage, og med 3 etager i alt, ville det altså være 60 kontorer. Oven i det kom gangene og den store sal, han kunne skimte for enden af gangen, men de kunne heldigvis klares med maskinen.
”Hvad har du gjort af Artin? Hvorfor kommer han ikke op?” sagde Laria, som allerede var i gang med at finde kost og spande frem fra et skab.
”Det ved jeg ikke, nu skal jeg kigge til ham”
Teven åbnede låget ned til Artins skraldespand, og en svag piben kom op fra posen. Han kiggede ned og så, at det på en eller anden måde var lykkedes for Artin, at komme til at ligge i fosterstilling.
”Hva’ Artin? Vil du med op, eller bliver du bare liggende der?”
”Hej Teven. Du bliver nok nødt til at hjælpe mig op herfra, jeg kan ikke selv. Da vi begyndte at køre, blev jeg kastet så meget rundt, at jeg var nødt til at lægge mig i denne stilling for at undgå at slå mig for meget, når vognen rystede. Det havde også været en fin idé, hvis det ikke var fordi, jeg nu sidder fast og ikke kan rejse mig”
Teven lænede sig hen over vognen, og stak armene ned til Artin. Artin greb fast i Tevens hænder, og under stor asen og masen, lykkedes det Artin få strakt sig så meget, at han kunne komme ud af stillingen, og derefter kunne han selv løfte sig op af skraldespanden.
”I morgen vælger jeg altså en fyldt skraldespand at gemme mig i, det er nok at foretrække frem for endnu en rystetur over de brosten.”
Artin var om muligt endnu mere radbrækket end Teven, og det så ud til, at han ikke kunne rejse ryggen helt normalt
”Hvis I er færdige med at lege med skrald, så har jeg fundet nogle gulve, der godt kunne trænge til en lille omgang” sagde Laria og stillede et par spande med varmt vand og 2 gulvmopper hen foran dem.
”Et øjeblik søster, jeg føler mig som en fodbold lige nu. Jeg skal først genvinde følingen i min krop, det meste af den sover. Hvis det ikke var fordi, jeg kunne se mine ben, ville jeg tro, jeg havde tabt dem.”
”Det var ellers tæt på, vi blev opdaget. ”sagde Laria: ”Portvagten som ellers, hvis det passer, hvad mor har fortalt mig, aldrig nogensinde tjekker noget eller gider hilse rengøringsdamerne, havde selvfølgelig bestemt sig for, det lige skulle være i dag, han skulle kaste små luftige kys til mor og fortælle hende, hun aldrig har været smukkere.”
”Mor? Var hun der? Jeg troede hun lå derhjemme.” sagde Artin og kiggede undrende.
”Mor, det jo mig i dag.” svarede Laria irriteret: ”Selv om jeg mest havde lyst til det, så kunne jeg jo ikke så godt fortælle ham, at jeg er datteren.”
”Men kom han så ud fra sit kontor?”
Laria så ud som om, hun ikke gad snakke om det, men alligevel valgte hun at fortsætte:
”Altså, først sad han bare inde bag ruden og læste, men så da jeg næsten var kommet helt igennem af porten, åbnede han pludselig døren og gik hen mod mig. Heldigvis er der ikke så meget lys i porten. Og da jeg hele tiden kunne holde mig på den anden side af rengøringsvognen, kunne han ikke se mig tæt nok på til, at han kunne genkende mig.”
”Sagde han slet ikke noget til dig.”
”Jo, mens vi gik rundt om vognen, og han prøvede at komme tættere på mig, så spurgte han mig, om jeg ikke havde lyst til at komme ind på hans kontor og læse lidt højt for ham. Han sagde, at han altid havde drømt om at have en sekretær, der var lige så smuk som mig.” Laria betragtede sine hårspidser for at undgå øjenkontakt med Artin og Teven.
”Det er muligt at tilbuddet havde været lidt mere interessant, hvis han ikke været over halvtreds og stærkt lugtende af æg, men jeg fortalte ham altså, at jeg havde et job at passe, og at min mand nok ville blive lidt ked af det, hvis jeg ikke kom hjem i morgen tidlig.”
”Det er jo det jeg sagde” grinte Artin: ”Du er fuldstændig uimodståelig i det tøj”.
”Det er skam ikke tøjet der gør mig uimodståelig; sådan er jeg bare” svarede Laria: ”Men skal vi se at komme i gang?”
Teven greb en kost og holdt den som et gevær:
”Larias først gulvskrubbekompagni er klar til kamp. Udpeg venligst et fjendtligtsindet beskidt gulv, jeg skal besejre.”
Laria kiggede på ham og begyndte at pege.
”Du kan bare begynde der eller der eller der eller der. Der er muligheder nok”.
”Apropos soldater” sagde Artin og kløede sig i håret: ”Skal vi ikke passe på, at vi ikke møder en patrulje soldater på vagt?”
”Nej, formentlig ikke. Mor fortalte mig, at der på det seneste er blevet svækket kraftigt på bemandingen, hvilket i øvrigt også er en af grundene til, at hun er gået med til, at vi skulle lave hendes arbejde. For en måned siden var der patruljer som marcherede igennem denne fløj hver time. Nu er den eneste vagt ham i porten og et par rigtige soldater helt oppe på brystværnet, men de kommer ikke herned.”
Artin kiggede på spørgende på Laria:
”Men sagde mor noget om, hvorfor de har svækket på nattevagten? Det virker da underligt, når man tænker på at aviserne hele tiden skriver om frygten for krig.”
”Mor mente, at det er fordi Krigsministeriet vil holde soldaterne udhvilede, så de er friske, hvis de skal i kamp, men hun var ikke sikker, og personligt hælder jeg mere til fars forklaring, der går på, at Krigsministeren bare er inkompetent til sit arbejde og mere optaget af at gå i teateret eller købe nyt tøj.”
”Uanset hvad årsagen skulle være til det, skal vi ikke bare glæde os over det, og så i øvrigt se at komme i gang. Jeg vil gerne vise, at jeg også er en troldmand med en kost.” indskød Teven. ”Så kan vi diskutere politik og inkompetente krigsministre bagefter.”

Efter at Laria havde låst døren op til det første kontor, åbnede Teven forsigtigt døren på klem og kiggede ind; han frygtede lidt, at der i et af dem skulle sidde en sekretær på overarbejde. Dette kontor var så vidt, han kunne se tomt, så han vovede at tænde lyset. I midten stod et skrivebord der bugnede med dokumenter i indbakken, og en stol der stod vendte mod ham. Hele vejen rundt i rummet uden vinduer, stod reoler proppede op med gamle gulnede lovbøger og i massevis af grønne ringbind. Han gik hen til skrivebordet og tog en håndfuld af de øverst liggende dokumenter, som han begyndte at bladre lidt i dem på må og få. Teven var lidt skuffet over, at han, på trods af at være inde trængt ind i selveste Krigsministeriet, endnu ikke havde set et eneste superavanceret våben, altså medmindre man talte rengøringsvognen med.
De dokumenter han stod og bladrede i, røbede heller ingen militære hemmeligheder. Det øverste var en klage til Krigsministeriets Ekviperingsafdeling fra regiment 4.3.B. Regimentet havde for over 4 måneder siden, fået leveret et parti højrefodsstøvler, og nu ville de snart gerne have venstrefodsstøvlerne leveret. Vedlagt klagen var der hæftet 2 andre dokumenter som var svar på første dokument. Det ene fortalte at støvlerne først ville blive leveret, når de før hidtil leverede støvler var slidt op. Det andet dokument, var fra selveste Krigsministeren, og indeholdt en ordre til forskellige skyde- og forhindringsbaneøvelser på et ben, der skulle gennemføres.
De næste dokumenter i bunken var lignende klager fra forskellige regimenter og bataljoner, som klagede over mangler i deres seneste leveringer, så lidt skuffet lagde Teven dokumenterne tilbage i orden og fandt gulvmoppen frem igen.
Det viste sig, at alle dørene på gangen gemte på et lignende kontor, og at ingen af dem indeholdt mere ophidsende dokumenter, end dem han havde kigget på i det første kontor. Han begyndte hurtigt at ærgre sig over, at han havde så travlt med at komme i gang, for på trods af hans praleri om det modsatte, så var han faktisk ikke særligt god til at vaske gulv, og det var heller ikke ligefrem motiverende, at hver gang han endelig var blevet færdig med et kontor, så kunne han bare gå i gang med det næste.
Således kæmpede de hver især med rengøringen. Laria tog de lange gange og den store sale på 1. etage med maskinen, indtil hun var færdig og kunne hjælpe Artin og Teven, der kæmpede med kontorerne på hver deres side af gangen.

Efter 4 timer var Teven endelig færdig med det sidste af kontorerne på hans side på 3. etage. Huden på hans hænder mindede om overfladen af en rosin, han havde ondt i ryggen, og hans arme gjorde ondt, så han kunne dårligt strække dem.
”Jeg fatter ikke, hvordan mor kan gøre det her i løbet af en nat. Hvis jeg var alene om det, ville det tage mig et døgn hver gang” sagde Artin, da han lidt efter kom ud fra hans sidste kontor efterfulgt af Laria.
”Det er fordi hun har prøvet det så mange gange, i starten kom hun også først hjem ved 9 tiden. Jeg er sikker på, at vi også kan gøre det meget hurtigere efter et par gange. Du skal for eksempel lære, at det går meget hurtigere, hvis du ikke hele tiden vælter gulvspandene.”
Først nu lagde Teven mærke til, at der ved døren for enden af gangen, hang en rødt navneskilt, hvorpå der med guldbogstaver stod ’Krigsminister Kellan Maur’.
”Laria, har du ordnet kontoret derinde?”, Teven var sikker på, at det måtte være stedet, hvis han skulle gøre sig håb om at finde nogen spændende papirer i Krigsministeriet.
”Nej! Men det skal vi heller ikke. Som du kan se på skiltet, så er det krigsministerens kontor, det har mor slet ikke nøgle til.”
”Æv! Jeg ville ellers gerne have set en krigsministers kontor, han må have nogle lækre stole”, sagde Teven og gabte: ”Og måske en god sofa man kunne tage sig en lille lur i. Jeg tror, jeg kunne sove uafbrudt i en uge”.
”Jeg ville nu også gerne se hans kontor, men hvis jeg skal være helt ærlig, så er jeg langt mere begejstret ved tanken om, at jeg snart skal ligge under et tæppe og sove.” svarede Laria.
”Skal vi ikke, i stedet for at stå og ærgre os over, at vi ikke kan komme til at vaske flere gulve, se at komme hjem.” sagde Artin, og så ud som om han kunne lægge sig til at sove hvor som helst. Han havde allerede stillet sig klar til at kravle op på maskinen: ”Og, kære Teven, på udturen kommer vi til at ligge som fyrster, for nu er skraldespandene fyldt med dejligt blødt affald. Ja, det vil sige, min er fyldt med makuleret papir, og din er med blandede godter.”
”Du skal ikke glæde dig for tidligt, Artin” sagde Laria. ”Vi skal rent faktisk bare smide affaldsposerne i skakten for enden af gangen, så kommer de automatisk ned til fyret i kælderen.”
Artin så endnu mere træt ud ved tanken om endnu en rystetur, men han tog bare stiltiende to affaldsposer op på ryggen, og gik ned i retning af affaldsskakten.

Efter at have pakket rengøringsvognen, kravlede Artin og Teven sig igen ned i skraldespandene, og Laria kunne køre dem ud af krigsministeriet igen. Da de 10 minutter senere standsede i garagen, hvor vognen skulle parkeres, var de andre rengøringsvogne allerede kørt på plads. Laria kunne også fortælle, at der denne gang ikke havde været nogen problemer med portvagten. Han havde til hendes store glæde, og også forundring, ligget henover sit skrivebord og sovet. Tilsyneladende kunne hvem som helst snige sig ind og ud af Krigsministeriet uden problemer.
På togturen hjem skiftedes de til at stå op, så der hele tiden var en af dem, der holdt sig vågen. Der var da heller ikke mange kræfter tilbage hos Teven, da han smed sig i sin seng lige efter at klokken havde passeret 6. Han nåede lige at registrere farens vækkeur gå i gang som tegn på at en ny arbejdsdag var begyndt.

Start