Teven småløb op af de snoede veje til højbanestationen, mens han prøvede at undgå at skvatte på de glatte toppede brosten. Selvom han inderst inde var klar over, at han inden længe ville falde og formentlig både slå sig slemt og gøre sit tøj beskidt, så kunne han ikke få sig selv til at sætte tempoet ned. Tevens far var højbanetogfører, og Teven ville gerne være der til at tage i mod ham, når han om få minutter ankom med sin sidste tur i dag.
Det var nemlig ikke en hvilken som helst dag i dag. Udover at være den første forårsdag, så var det også dagen hvor forårseksamensbeviset for skolens 7. årgang blev udleveret. Og for engang skyld var beviset noget Teven kunne være stolt af.
Han var ellers næsten blevet vænnet til, at hver gang han kom hjem med et nyt eksamensbevis og måtte skuffe sine forældre, så ville de derefter benytte de næste par uger til at komme med alle mulige hentydninger til hans ringe resultater. Når han havde brugt hele dagen på at spille fodbold nede i parken sammen med nogen fra klassen, kunne han være sikker på, at hans far ville sige ting som:
”Tænk hvis du havde lagt samme energi i dit skolearbejde.” Eller hvis han ved et uheld kom til at give udtryk for, at han kedede sig bare en lille bitte smule, så skulle hans mor nok gøre opmærksom på, at han eventuelt kunne bruge tiden på at forberede sig på de næste eksamener.
Men denne gang forholdt det sig som sagt anderledes. Tevens forårseksamensbevis var et af de bedste på årgangen, og det havde betydet at Tevens havde tilbragt skoledagen med at sole sig i en, for ham, uvant positiv opmærksomhed. Selv ikke Tevens klasselærer Hr. Makan, der ellers altid var god for en nedrig bemærkning, havde haft held til at ødelægge Tevens gode humør denne dag.
Hr. Makan, der benyttede enhver mulighed for at uddele lussinger, var omtrent den vigtigste grund til at Teven hadede skolen. Utallige gange havde Teven på sin egen kind mærket hvor meget Hr. Makan afskyede børn i almindelighed og Teven i særdeleshed. Det var derfor med stor glæde, at Teven havde opdaget hvordan Hr. Makan var blevet dybt rystet, da han opdagede Tevens gode eksamensresultater. 3 gange havde han undersøgt, om det virkelig var Tevens navn der stod på eksamensbeviset, før han gav det til Teven. Og så havde han oven i købet benyttet et frikvarter til at gå op på kontoret for at tjekke om det virkelig kunne være rigtigt. Til sidst havde han dog, til Tevens store tilfredshed, måtte undskylde overfor hele klassen og indrømme at det skam var Tevens eksamensbevis.

Lige nu var bekymringer omkring hans forhold til hr. Makans dog ikke noget som optog Teven. Da han drejede om hjørnet, kunne han se højbanestation, hvor hans far snart ville ankomme. Den øverste del af at den grønne kobberbeklædte stationen lå stadig badet i det, der var ved at være dagens sidste solstråler. Sammen med himlens lyserøde skyer, var stationen med til at give en illusion om, at kvarteret omkring var langt mere velholdt end tilfældet var. Han stoppede op et øjeblik for at nyde synet, og samtidig kunne han glæde sig over, at intet havde ændret sig på pladsen foran stationen. Der var ikke bygget nogen nye huse og ingen butikker eller beværtninger var lukket. Teven kunne huskede hvert et lille sted fra alle de gange, han var spænet op af bakken efterfulgt af sin mor, der havde hans lillesøster Lilja på armen.
Teven var nået hen til hovedindgangen under det store skilt med påskriften Hevlen Station. Han gik indenfor på det flotte røde stengulv. Der var ikke andre mennesker i forhallen end den gamle dame der solgte bolcher fra sin bod foran billetsalget. Teven genkendte med det samme duften fra hendes bod. Det var efterhånden mange år siden at Teven havde smagt nogen af hendes bolcher; før i tiden havde hans far ellers altid købt en pose, når de var kommet for at hente ham på stationen. Selvom om Teven gerne ville have smagt bolcherne igen, så skulle det ikke være i dag, for han havde ingen penge og der var desuden heller ikke så lang tid til Tevens far ankom med toget.
Elevatoren var som altid ude af drift, så han tog trappen op. Ifølge Tevens far havde elevatoren været i stykker været lige siden åbningsdagen, hvor den havde valgt at tage livet af sig selv, da den så at den overvægtige højbanedirektør og hans ligeså overvægtige kone var på vej over for at benytte den. Teven var ikke sikker på om det var en sand historie, eller om det var en hans far havde fundet på, fordi han i ikke var særligt begejstret for sin chef, Ikke desto mindre havde det siden hen fået Tevens lillesøster Lilja til at have ondt af alle ’de stakkels små elevatorer’. Teven havde endda en enkelt gang overværet hende stå i et stormagasin og ae en elevator, mens hun fortalte at den bare skulle tage det helt roligt, og at det nok skulle gå alt sammen.

Ved trappens slutning blev Teven mødt af solen skarpe, næsten vandrette stråler i det øjeblik, han åbnede døren og trådte ud på perronen. Teven mistede mælet et stykke tid, og stod som de fleste andre af de ventende passagerer og kiggede ud over den smukke by der lå badet i aftensolens skær. Hevlen Station lå i den nordlige del af byen, næsten helt oppe på toppen af den bjergkam, der gav byen dens naturlig grænse mod de omkransende skove. Derfor var det kun de mange tynde røgsøjler fra byens skorstene, der kunne hindre at man havde en fuldstændigt ugeneret udsigt.
Med sit blik fulgte Teven højbanen i dens østlige retning langs bjergkammen, indtil den slog et knæk og fortsatte mod syd ned af bjerget og mod den store grønne kobberbeklædte Centralbanegården. Centralbanegården lå helt nede i bunden af dalen på Eihren, den inderste af øerne i floden Eleders udløb, klods op af byens berømte universitet.
Eihren skilte sig kraftigt ud fra resten af byen. Der var her, alle de bugnende fulde butikker fyldt med alskens varer fra nær og fjern lå, og solgte dem videre til, for Tevens familie, ganske uoverkommelige priser. Det var her byens rigeste havde deres residens i byen, i deres prægtige slotslignende bygninger med funklende kobber-, eller i nogle tilfælde, forgyldte tage. Det var selvfølgelig også her, man fandt alle de store banker, i deres lige så store sandstenspalæer, og her luftskibe, tog og dampskibe fra nær og fjernt ankom. Rødt og mægtigt, var den alt dominerende bygning, dog det mægtige bibliotek der med sine 5 forgyldte kupler stjal det meste af blikket, når man rettede det mod Eihren.
Biblioteket var dog for intet at regne med den bygning man fandt på Suhren, den yderste ø i Eleders udløb. Her lå Suverænens slot, en mægtig bygning i kridhvidt marmor, lige ud til den dybe blå flod og de smukke kongelige haver i den ene ende af øen. Foran den midterste del af slottet, lå et stort springvand med to sprøjtende hestefontæner. På afstand kunne Teven dog ikke se at det var heste, men han havde hørt om det en af de utallige gange hvor hr. Olten, skolens historielærer, havde holdt et af sine nærmest endeløse foredrag om Suverænens fortræffeligheder.
I midten af slottet, som helt afgjort var byens smukkeste bygning, var Fohenvalds blårøde flag, for at markere at dagen var nået til sin ende, ved at blive hejst ned fra toppen af det gigantiske tårn. Et tårn der selvfølgelig var højere end nogen anden bygning i Milen Tuhran.

Teven nåede lige at drømme om, at det en dag var ham der skulle vågne op i på slottet i suverænens seng, da han hørte en velkendt raslende lyd i det fjerne. Mod øst kunne han se en høj grumset røgsøjle stige til vejrs, og under det kæmpede et af de gamle røde højbanetog sig langsomt op ad bakken og mod stationen.
De passagerer der skulle med dette tog videre, rejste sig fra deres bænke, og Teven kunne se, at længere nede i den ende af perronen hvor lokomotivet ville holder, stod en ny højbanefører klar til at føre toget videre, når Tevens far forlod det. Teven valgte ikke at gå derned, han ville hellere have at Teven far skulle opdage ham på afstand. Det ville give Teven mere tid til at nyde sin fars forbløffede ansigt, mens de gik hinanden i møde.
”Højbanetoget på spor 3 er Magnathlinien til Syejlin station”, skrattede det ud over stationen fra de store megafoner, der var anbragt under perrontagets loft. Det bekræftede overfor Teven, at det var det rigtige tog som nu rullede støjende ind på Hevlen Station. Gennem førerhusets fedtede ruder kunne Teven skimte omridset af sin far, der var iført en mørkeblå uniform og en alt for stor kasket.
Langsomt, med bremser der hvinede, så Teven ønskede at han var født døv, sænkede højbanetoget farten, så det passede med at det lige kunne holde ved perronen. Dørene åbnede, og det strømmede ud med passagerer der enten skulle af her eller skifte til en anden linie. Folks påklædning gjorde at det ingen sag var at se, hvem det var der skulle af her, og hvem det var der skulle videre. Alle dem der var i jakkesæt eller fine kjoler skyndte sig da også hen til trappen, der førte ned til perronen, hvorfra toget mod de omkringliggende villabyer afgik. De passagerer der var iført det lidt mere lasede og forvaskede tøj, så til gengæld ud til at have masser af tid, nu da weekenden var begyndt og en uges hårdt arbejde kunne lægges bagud.
Optaget af at kigge på mennesker, havde Teven nær glemt, at han var derfor at hente sin far. Han kiggede ned mod førerhuset, hvor hans far burde komme ud fra, men han var ikke af se. Teven kæmpede sig forbi de mange passagerer der stadig strømmede ud af toget; nu kunne han se, at lidt længere nede af perronen, var hans far på vej ind af glasdøren der førte ind til trappen ned til gaden.
”Far! Far!” råbte Teven flere gange, mens han skiftede vis løb og undskyldte overfor dem, han hele tiden stødte ind i. Hans far reagerede ikke, og snart var han allerede forsvundet ned af trappen. Teven flåede døren til trappenedgangen op, lige foran en ældre dame der kom bærende på to kæmpestore indkøbsposer. Damen blev så forfjamsket, at hun på stedet gav slip på begge poser der styrtede mod jorden og revnede samtidigt. Fra begge pose væltede det til alle sider ud med mindst 40 små dåser med hundemad. Damen kastede sig ned på knæ og prøvede desperat at fange dem igen. De fleste omkring hende forsøgte at undvige de rullende dåser ved at kaste sig ind til siden, men hvilket betød at de skubbede til dem der gik ved siden af, så de også kom ud af balance. En mand med stok og høj hat lod sig ikke slå ud af forvirringen, men forsøgte at hjælpe den gamle dame med at indsamle nogen de mange dåser. Uheldigvis fik han sat sig ned med sin stok stikkende ud til siden, og dermed kom han til at spænde ben for en anden mand der væltede ind over manden med hatten. Det fik ham til at tabe de dåser han netop havde samlet sammen, og denne gang fortsatte de ned over trappen, hvor de hurtigt kom op i fart.
Midt i al forvirringen stod Teven og kiggede på den gamle dame, der stod og prøvede at bære alt for mange dåser i hendes hænder, samtidig med at hun skældte ud på Teven.
”Da jeg var ung holdt man døren for de ældre, man smækkede den ikke i hovedet på dem!”.
”Jamen, jeg ville bare indhente min far, og jeg kunne da ikke vide, at du havde poserne fyldt med hundemad”, fremstammede Teven.
”Det her er skam ikke bare hundemad! Det er små fine Luksushapser til mine prinser. De kan skam ikke nøjes med hvad som helst. Men jeg skal nok sørge for at du kommer til at betale for det her!” sagde den gamle dame truende, mens hun tabte endnu tre dåser på jorden.
Nu begyndte Teven at frygte at han ville blive udsat for en større erstatningssag, hvis han ikke snart kom af sted. Derfor valgte han i panik, at lade som om han ville give den gamle dame hånden for at sige undskyld, hvorefter han skubbede til hendes hænder, således at hun tabte de sidste dåser på jorden.
”Nu griber han også til vold!” Jamrede kvinden; ”Som om det ikke var nok at han forsøger at ødelægge mine Luksushapser. Nu vil han også slå mig til blods”.
Inden nogen kunne nå at reagere, kastede Teven sig igennem døråbningen, og begyndte at løbe om kap med hoppende hundemadsdåser ned af trappen. Da en hel del af de passagerer der skulle benytte denne trappe, var blevet opholdt af optrinnet ved døren, var trappenedgangen fri og Teven kunne løbe af sted uden at støde ind i flere.
I Forhallen, så Teven til sin store glæde, at hans far havde gjort holdt ved bolchedamens bod, hvor han var i gang med at betale for en pose med røde og gule bolcher.
Teven løb over mod ham mens han kaldte på faren. Han nåede dog helt op på siden af faren før denne opdagede Teven og udbrød:
”Teven! Det er godt nok længe siden jeg har set dig her. Der må næsten være sket noget meget forfærdeligt, siden du kommer helt herop. Har du nu endnu engang stukket ild på skolen?”.
”Nåh, Horver. Så man bliver rigtigt nok hentet i dag?”
Sagde bolchedamen og rakte ham byttepengene:
”Men jeg syntes ikke, du udviser den største glæde over at blive hentet af din søn.”
”Det er skam bare fordi, det er uendelig lang tid siden at Teven sidst har hentet mig på arbejdet. Jeg troede egentlig han havde glemt, hvor det var jeg arbejdede.”
”Far, skal vi ikke gå hjemad. Der er noget som jeg skal fortælle dig, og jeg gider ikke gøre det her i forhallen”.
At Teven også gerne ville væk fra stationen, inden den gamle dame med hundemaden kom ned fra perronen, mente han ikke der var nogen grund til at fortælle sin far.
”Okay, så lad os så. Vi ses vel søndag, hvor jeg har en sen aftentur?” Sagde han til bolchedamen.
”Det gør vi, Horver! Og hils Kalja og Tevens lillesøster. Er det ikke Lilja hun hedder?”.
”Det skal jeg gøre, og du må også hilse derhjemme. Har du for resten set, at vi skal have nye uniformer? Nu skal de til at være røde. Det er sikkert fordi at højbanedirektørens frue….”. Tevens far fortsatte samtalen, indtil Teven afbrød ham.
”Far!!! Skal vi ikke gå? Mor venter også derhjemme”
”Ja, det er rigtigt. Kaljas kødgryder skal man ikke lade vente for længe.”
Så gik de over mod udgangen til gaden. Teven kunne høre lidt larm oppe fra trappen, han lige var kommet ned af, og han gættede på at det måtte være den gamle dame på vej ned. Derfor hev han sin far i jakkeærmet.
”Far, skal vi ikke løbe om kap hjem, lige som da jeg var mindre? Jeg skal nok bære din taske, så du får en chance.”
”Skal vi løbe om kap?” spurgte faren og så underligt på ham. Så skiftede hans ansigt karakter så Teven et øjeblik troede at han havde gættet at der var noget galt. ”Ha! Tror du virkelig du har en chance mod en gammel sportsmand som mig?” Så smed han sin taske i hænderne på Teven og gav sig til at spurtede over gaden.
”Ja! Gamle Horver er skam ikke kun den bedste til at køre højbanetog. Jeg kan også løbe så stærkt, at selv den bedste fuldblodshest må spænde ben for mig, hvis den skal have en chance”.
Teven valgt et kort øjeblik at stå og måbe, mens han kiggede efter sin far der stønnende og prustende var på vej ned af bakken. Så åbnede døren sig bag ham og en stemme, han først havde lært at kende for et øjeblik siden, råbte:
”Nåh, der er du din møgunge. Nu kalder jeg på politiet, og så skal jeg sørge for, at du nok skal få din velfortjente straf. Sådan en afskyelig vandal”
Selvom Teven mente, at det han havde gjort ikke ligefrem var ulovligt, så havde han ikke lyst til at diskutere det med et par betjente, så han valgte at stikke i løb for at indhente sin far. Lidt nede ad bakken kiggede han sig over skulderen, og han så at damen diskuterede med den ældre herre med den høje hat. Der var heldigvis ikke nogen betjente i nærheden, så Teven kunne ånde lettet op, og i stedet bruge kræfterne på stille og roligt at indhente sin far

10 minutter senere åbnede Teven døren ind til deres lejlighed.
”Så er vi hjemme”
Han mor kom ham i møde i den lille mørke entré.
”Hvem er vi? Det ser nu ud til at du kommer alene. Var du ikke nede for at hente far ved toget?”
”Nåh, far. Han kommer lige om lidt, han ville gerne løbe om kap.”
”Jamen, det er jo klart, Selvfølgelig ville han det.” Svarede hun sarkastisk: ”Gamle Horver, som bliver forpustet bare ved tanken om at skulle ned med skraldespanden, ville løbe om kap med dig”.
Teven gad ikke indvende noget, og tog sine sko af og gik ind i stuen.
”Hvor er Lilja henne?”
”Jeg tror hun er inde på jeres værelse.”
I det samme åbnede ind til stuen og Lilja kom løbende ind.
”Mor, mor! Hej Teven” indskød hun og fortsatte. ”Far står ude på vejen og holder sig til en lygtepæl. Han er helt rød i hovedet, og han stønner, og han puster, og han pruster, og han puster, og han pruster, og han stønner, og han er også helt rød i hovedet.”
Teven kiggede lidt overlegent på sin mor:
”Jeg sagde jo, at vi havde løbet om kap.”
”Det lyder nu mere som om, han har fået en øl for meget til fyraften”.
De gik alle tre ud i entréen og åbnede hoveddøren. Længere nede af trappen, kunne de høre en meget forpustet far, der stønnede slemt, og med meget langsomme skridt kom op ad trappen.
Et par minutter senere kom Horver til syne på trappen. Han var ganske rigtigt helt rød i hovedet, og sveden dryppede af ham. Både jakken og slipset som han havde smidt bar han i hånden.
” Hej Lilja! Hej skat! Hej igen Teven! Jeg syntes nu godt du kunne have givet din gamle far et lidt større forspring. Jeg har trods alt været på arbejde hele dagen, mens du bare har siddet ned i skolen og slappet af”.
Nu stod faren og lænede sig op af gelænderet, så hans lille topmave kunne hvile ovenpå.
”Det er måske meget godt, jeg ikke skal ud og fange maden inden vi skal spise”.

Senere da Teven lå i seng, og lyttede til Lilja snorken fra sengen i den anden ende af deres fælles værelse, kunne han tænke tilbage på den bedste dag i lang tid. Hans far var, ligesom hans mor havde været det tidligere på dagen, blevet umådeligt stolte af Teven, da han havde set forårseksamensbeviset. Det meste af aftenen, havde hans mor remset ting op Teven kunne blive. Hvis han bare sørgede for at hænge i og holde fast i de gode karakterer, så kunne han sagtens komme op i overskolen. Derefter skulle han bare lige klare sig lige så godt til eksamen i 4 år endnu, og så ville vejen være banet for, at han sagtens kunne få arbejde i en bank, eller måske i et af de flotte stormagasiner inde i centrum. Teven havde ikke nænnet at fortælle dem, at et mere stille og roligt job ville være at foretrække, for eksempel som højbanetogfører lige som hans far. Desuden kunne han heller ikke se noget formål, med at slide sig igennem endnu 7 års skolegang for at få sig et job, hvor han bare skulle arbejde endnu hårdere.
Og Lilja havde bare siddet og lyttet hele aftenen, indtil hun havde spurgt Teven om de andre i klassen ikke var sure over, at han havde taget alle de gode karakterer fra dem. Og om man i øvrigt kunne få dem med forskellig smag.

Desværre var valget af uddannelse, ikke det eneste problem som plagede Teven. Han havde ikke tænkt over, at hans forældres, lærernes samt klassekammeraterne, havde skruet forventninger til ham op nu, og at de derfor forventede, at det næste eksamensbevis ville rumme lige så gode karakterer, som det han havde fået udleveret tidligere på dagen.
Hvis han skulle indfri deres nye forventninger, ville han sammen med Artin være nødt til, allerede om et par måneder, igen at bryde ind på skoledirektørens kontor og sidde hele natten og skrive alle eksamensspørgsmålene ned. Og derefter skulle de så bruge et par uger på at finde svarene og lære dem udenad så de kunne dem til selve eksamen.
Så tænkte han igen på hans forældres glade reaktion på eksamensbeviset. Det var måske alligevel det hele værd. Og det var trods alt kun tre gange om året.

Start